1. K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T
D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T
i
Et ændret klima
En stormagtskonstruktivistisk analyse af den opståede
divergens i Kinas og Indiens klimaindsatser
Kandidatspeciale
Mathias Hauberg og Simon Leicht Nielsen
Vejleder: Olaf Corry
Afleveret den: 01/08/2016
2. K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T
D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T
ii
Institutnavn: Institut for Statskundskab
Fakultet: Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Forfatter(e): Mathias Hauberg og Simon Leicht Nielsen
Titel: Et ændret klima: En stormagtskonstruktivistisk analyse af den opståede
divergens i Kinas og Indiens klimaindsatser
Title: A changing climate: A great power constructivist analysis of the
emerged divergence between China’s and India’s climate efforts
Emnebeskrivelse: International klimapolitik, stormagtspolitik
Vejleder: Olaf Corry
Afleveret den: 01. august 2016
Antal tegn: 335.288
Forsidebilleder: USA’s Præsident Barack Obama sammen med henholdsvis Kinas Præsident Xi Jinping og
Indiens Premierminister Narendra Modi under COP21 i Paris, 30. november 2015 (Fotos: REUTERS/Kevin
Lamarque og AP).
3. iii
Abstract
The thesis examines why China’s international stance on climate change has apparently
become more constructive in recent years, while India’s remains conservative. Given the
traditionally close alliance between the two countries and their comparability on most
dimensions related to climate change, this divergence poses a puzzle with implications
for global climate efforts. To resolve it we develop a theoretical framework, great power
constructivism, by synthesising insights on the social construction of great power. Using
this framework, we make two main findings. First, an integrated content analysis of
Chinese and Indian documents and statements on climate change from 2004-2015 shows
that the divergence is explicable by a shift in Chinese state identity towards a self-
understanding as a great power, which has not occurred for India. While both still see
themselves as developing countries and the industrialised countries as the bearers of
(historical) responsibility, this emerging Chinese identity entails greater willingness to
accept special responsibilities for global challenges such as climate change. Yet, this is
also linked to a more assertive idea that China is entitled to pull the international climate
regime towards a model conducive to China’s perceived interest of economic growth.
Second, a congruence analysis shows that China’s identity change appears to be a result
of great power socialisation and a collapse of its former climate-related collective ideas,
whereas the continuity in Indian state identity seems due to unsuccessful socialisation
attempts. The US and EU have tried to socialise both countries into accepting special
responsibilities as rising powers, but have privileged China while India has not received
the social recognition that great power status merits. Along with the ambiguity of the
norms underpinning the climate regime, this seems to clarify India’s ability to refuse
great power responsibility as well as China’s acceptance of it, which is thus found to be
a result of social incentives rather than internalisation of ambitious climate norms.
However, in line with its more assertive identity, China has not just conformed to the
demands of the traditional Western norm leaders, but initiated a social renegotiation of
great power, moving the regime toward minilateralism, in which multilateral efforts are
steered by the US and China.
Keywords: Climate change, great power constructivism, Chinese climate policy, Indian climate
policy, international climate regime, state identity change and consolidation, socialisation
5. v
Where there is great power there is great responsibility
Sir Winston Churchill
When the winds of change blow, some build walls and others build windmills
Kinesisk ordsprog
7. vii
Indholdsfortegnelse
1 INDLEDNING ...................................................................................................................1
1.1 Motivation................................................................................................................................2
1.2 Problemformulering ...............................................................................................................5
1.3 Teoretiske og analysemæssige afgrænsninger......................................................................6
1.4 Teoretisk analyseramme og arbejdshypoteser.....................................................................7
1.5 Specialets opbygning...............................................................................................................8
2 LITTERATURGENNEMGANG ......................................................................................11
2.1 Specifikke forklaringer af Kinas traditionelle klimaindsats.............................................12
2.2 Specifikke forklaringer af Indiens traditionelle klimaindsats..........................................14
2.3 Gruppebaserede forklaringer af Kinas og Indiens klimaindsatser..................................15
2.4 Opsummering på litteraturgennemgang ............................................................................17
3 PRÆSENTATION AF TEORI OG UDLEDNING AF ARBEJDSHYPOTESER .............21
3.1 Konstruktivismens sociale teori: Ideationel-realistisk ontologi, mediativ epistemologi 21
3.2 Konstruktivismen som substantiel teori: Pragmatisk statscentreret systemteori ..........25
3.3 Udledning af en stormagtskonstruktivistisk teoriramme .................................................33
3.4 Opsummering af stormagtskonstruktivismen....................................................................38
3.5 Forskelle fra lignende teorirammer ....................................................................................39
4 FORSKNINGSDESIGN OG ANVENDTE METODER ...................................................41
4.1 Videnskabsteoretisk udgangspunkt og forskningsdesign .................................................42
4.2 Analysestrategi for første analysedel: Integreret indholdsanalyse ..................................43
4.2.1 Konkret udførelse af den integrerede indholdsanalyse....................................................47
4.3 Analysestrategi for anden analysedel: Kongruensanalyse................................................49
4.3.1 Strategi for operationalisering og afdækning af socialisering fra andre stormagter........50
4.3.2 Strategi for operationalisering og afdækning af afkræftede kollektive forventninger.....56
4.4 Tværgående empiriske udfordringer: Kildeværdi og kildekritik....................................56
4.5 Samlet kvalitetsvurdering af specialets forskningsdesign.................................................58
5 ANALYSE AF INDIENS OG KINAS KLIMAPOLITISKE STATSIDENTITETER ..........61
5.1 Kontinuitet i Indien: Type- og kollektiv identitet som udviklingsland............................61
5.1.1 Fattigdomsbekæmpende og Bæredygtigt Udviklende Indien..........................................62
5.1.2 Afhængige Indien.............................................................................................................64
5.1.3 Principfaste Indien ...........................................................................................................67
5.2 Udvikling i Indien: Kortvarig antydning af stormagtsidentitet? .....................................71
5.3 Kontinuitet i Kina: Basal selvforståelse som udviklingsland............................................71
5.3.1 Typeidentitet: Harmonisk Udviklende og Moderat Velstående Kina..............................72
5.4 Udvikling i Kina: Gryende klimapolitisk stormagtsidentitet ...........................................77
5.4.1 Individualisme: Afbalancerede relationer og sammenligninger med USA.....................77
5.4.2 Eroderende identitet som udviklingsland: Særligt kapable og Ansvarlige Kina.............79
5.4.3 Kina som pro-social og skabende stormagt: Fælles indsats og fælles fordele.................83
5.5 Sammenligning af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter................................85
5.5.1 Delkonklusion: Indisk urokkelighed og kinesisk udvikling ............................................88
8. viii
6 ANALYSE AF ÅRSAGER: SOCIALISERING OG AFKRÆFTEDE FORVENTNINGER
....................................................................................................................................91
6.1 Socialisering som årsag til Kinas identitetsforandring......................................................91
6.1.1 Trin 1: Sandsynliggørelse af socialisering – Det sociale miljø i klimaregimet...............92
6.1.2 Trin 2: Påvisning af socialisering – Overtalelse eller social indflydelse? .......................95
6.1.3 Trin 3: Et faktisk kinesisk adfærdsskifte?......................................................................103
6.1.4 Trin 4: Fravær af materielle sidebelønninger.................................................................112
6.2 Afkræftede kollektive forventninger som yderligere årsag til Kinas skifte ..................113
7 KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING....................................................................117
7.1 Empiriske resultater...........................................................................................................118
7.2 Konklusion på specialets problemformulering ................................................................123
7.2.1 Implikationer af specialets konklusioner for Kinas og Indiens klimaindsatser.............123
7.3 Specialets bidrag: Stormagtskonstruktivisme og integreret indholdsanalyse ..............124
7.4 Perspektivering: En ny dimension til stormagtsidentiteten?..........................................125
8 LITTERATURLISTE.....................................................................................................129
9 BILAG ..........................................................................................................................149
9. ix
Figurer og tabeller
Figur 1: Oversigt over specialet......................................................................................................................... 9
Figur 2: Særlige stormagtskriterier og -forventninger..................................................................................... 36
Figur 3: Illustration af stormagtskonstruktivistisk teoriramme ....................................................................... 39
Figur 4: Illustration af sammenhængen mellem specialets arbejdshypoteser, empiri og metoder .................. 41
Figur 5: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aversiv Identitet’ for Indien...................... 64
Figur 6: Indiens artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater, 2004-2015.......................... 67
Figur 7: Indiens gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-2015 .............. 69
Figur 8: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Specielt Udviklingsland’ for Indien .......... 70
Figur 9: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aspirationel Identitet’ for Kina ................. 74
Figur 10: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aversiv Identitet’ for Kina ...................... 76
Figur 11: Kinas artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater, 2004-2015.......................... 78
Figur 12: Kinas gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-2015............... 80
Figur 13: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Specielt Udviklingsland’ for Kina........... 82
Figur 14: Eksplicitte benævnelser hos Indien hhv. Kina af USA og hinanden, 2004-2015............................ 85
Figur 15: Gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland hos Kina og Indien, 2004-
2015......................................................................................................................................................... 86
Figur 16: Ratio mellem benævnelser af ‘climate change’ og ‘energy’ for Kina og Indien, 2004-2015.......... 87
Figur 17: Socialiseringsprocessen for henholdsvis Kina og Indien............................................................... 103
Figur 18: Størrelsen på hhv. Kinas og Indiens delegationer ved COP’er i perioden 2004-2015 ................. 109
Figur 19: Illustration af Kinas stormagtsskifte .............................................................................................. 122
Figur 20: Ny differentiering af klimapolitisk stormagtsansvar sfa. Kina og USA's genforhandling ............ 127
Tabel 1: Opsummering af den anvendte socialiseringstypologi...................................................................... 33
Tabel 2: Tilgange til empiriske studier af statsidentitet................................................................................... 47
Tabel 3: Primære fokuspunkter i den integrerede indholdsanalyse................................................................. 49
Tabel 4: Kriterier for og operationalisering af informantudvælgelse .............................................................. 52
Tabel 5: Foretagne interviews med referencekoder......................................................................................... 53
Tabel 6: Indiens artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater ............................................ 66
Tabel 7: Kinas gns. antal artikulationer af hhv. de udviklede lande og USA.................................................. 77
Tabel 8: Kinas gns. antal referencer til Syd-Syd samarbejde pr. kilde, 2004-2015 ........................................ 82
Tabel 9: Kinas gns. antal benævnelser af win-win samarbejde og fælles fordele, 2004-2015........................ 83
Tabel 10: Udviklinger i Kinas og Indiens klimaindsatser, 2004-2015 .......................................................... 111
11. xi
Forkortelser
BAP Bali Action Plan
BASIC Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina (uformel gruppe)
CBDR The Common But Differentiated Responsibilities Principle
CDM Clean Development Mechanism (fleksibilitetsmekanisme under Kyoto-protokollen)
COP Conference of Parties (årlige møder under UNFCCC)
CO2 Carbon Dioxide (Kuldioxid)
DTU Danmarks Tekniske Universitet
ES Den Engelske Skole
EU Den Europæiske Union
FN De Forenede Nationer
FPA Foreign Policy Analysis (Udenrigspolitikanalyse)
GHG Green House Gas (drivhusgas)
G2 Group of Two (USA og Kina – uformel betegnelse)
G77 The Group of 77 and China
HDI Human Development Index
HFC Hydrofluorocarbon-gasser
IP International Politik
LMDC Group of Like-Minded Developing Countries
NAM The Non-Aligned Movement
OPEC Organization of the Petroleum Exporting Countries
UNDP United Nations Development Programme
UNEP United Nations Environment Programme
UNFCCC United Nations Framework Convention on Climate Change
13. Indledning | 1
1 Indledning
“Paris is not Copenhagen, and China has a new, more proactive role to play in the world.”
Wang Yi, Kinas udenrigsminister, december 2015.
“I am surprised that the world is scolding us. (…) Those who have destroyed the climate are asking
questions to us. (…) [India is] not answerable to the world.”
Narendra Modi, Indiens premierminister, april 2015.
I det internationale samfund har der i de seneste år udviklet sig en udbredt enighed om, at globale
klimaforandringer i form af hastige temperaturstigninger og mere ekstreme vejrbegivenheder udgør
menneskehedens største problem i det 21. århundrede, og dermed et problem, der kun kan løses ved
et globalt koordineret samarbejde med deltagelse af alle lande. Samtidig er der dog også opstået en
konsensus om, at en succesfuld løsning er betinget af et ambitiøst bidrag fra en ret lille håndfuld
afgørende stater (Bulkeley & Newell 2010). Ofte henvises der som nøglespillerne til de udviklede
lande og historisk store udledere såsom USA og EU, men i de senere år har de såkaldte opstigende
økonomier fået meget mere opmærksomhed af både beslutningstagere, medier og akademia, og især
Kina og Indien er kommet i internationalt søgelys som følge af deres hurtigt voksende befolkninger,
økonomier og udledninger. Ingen andre stater har siden årtusindskiftet oplevet så høje stigninger i
udledninger, og situationen har nu i en tid været, at alle de årlige CO2-reduktioner opnået i Vesten
neutraliseres af stigningerne i blot disse to lande (Olivier et al. 2015). En udbredt opfattelse i alt fald
i Vesten er derfor, at Kina og Indien udgør den væsentligste udfordring i international klimapolitik
(Rapp et al. 2010).
I akademiske kredse er det samtidig bredt anerkendt, at Kinas og Indiens traditionelle positioner på
klimaområdet har været præget af en stærk uvilje til mere omfattende samarbejde med Vesten, og at
de to landes centrale roller som ledere af det såkaldt Globale Syd i form af G77 i vestligt perspektiv
har hæmmet det internationale klimaregimes problemløsningsevne siden dets oprettelse i starten af
1990’erne. De har således begge været garanter for en opfattet opdeling af klimaregimet langs en
Nord/Syd-skillelinje, for en skarp betoning af de udviklede landes historiske udledninger og ansvar
samt for en følgende strengt dikotomisk forståelse af det såkaldte Common But Differentiated
14. 2 | Indledning
Responsibilities-princip (CBDR) (Barnett 2008). Indien og Kina har derfor traditionelt været anset
for ligesindede klima-allierede, hvilket de selv indirekte har anerkendt ved eksempelvis at deltage i
konservativt indstillede blokke i globale klimaforhandlinger. Indien og Kina er således de eneste to
stater, der er medlemmer af både G77-, BASIC- og Like-Minded Developing Countries-grupperne
(LMDC), som alle er kendt for defensive klimapositioner.
1.1 Motivation
Imidlertid er der blandt observatører af global klimapolitik begyndt at brede sig en opfattelse af en
tilsyneladende divergerende policy-udvikling for de to før så allierede stater. Den består i, at Kina i
de seneste år synes at være blevet mere parat til at medvirke til den globale indsats for at bekæmpe
klimaforandringerne ved at udvise større villighed til at påtage sig klimaforpligtelser med en grad af
internationalt tilsyn og ved at tilgå de internationale klimaforhandlinger på en mere kooperativ og
fleksibel facon, hvilket blandt andet kan spores i tættere bilaterale og multilaterale klimapolitiske
relationer med andre lande. Derimod synes Indien stadig at indtage en bremsende rolle i forhold til
en i vestlig optik mere progressiv udvikling af regimet ved fortsat at udvise uvillighed til at påtage
sig klimaforpligtelser og ved at agere passivt eller direkte ukonstruktivt i forhandlingerne (Gupta og
Mandal 2015). Der synes således at kunne spores en mere fleksibel kinesisk position, der ifølge
klimaobservatører i stigende grad divergerer fra Indiens:
“The world’s two most populous developing nations once stood together to defend their rights to
emit carbon, arguing the onus for cuts should fall on industrialised countries (…). Now that China
has become the world’s second largest economy, its climate policymakers have become “more
flexible” on the division (…). But India’s attitudes have not evolved much. “India is a bit like where
China was in Copenhagen, adopting a rather defensive approach on most of the major elements””
(Li 2015)
“India’s stature as a leader of the developing world in climate negotiations has eroded
substantially. Many now see it as a regressive force, keen to use coal despite the emissions
connected with that use. (…) [Diplomats] would prefer to see India play the role of an emerging
economy, as China has often done in recent years.”
(Gupta og Mandal 2015: 22)
Også forskere har påpeget tendensen. Stokes et al. (2016) observerer eksempelvis, at Kina og Indien
i de senere år har bevæget sig væk fra hinanden på områder såsom regulering af kviksølvudledning
15. Indledning | 3
eller begrænsning af HFC-gasser, og Bajpai et al. (2015) bemærker ligeledes en tendens til opbrud i
kinesisk og indisk koordinering på klimaområdet.
Denne divergerende tendens er interessant set i lyset af de to staters tidligere så ligesindede tilgang
til international klimapolitik, men også set i lyset af de senere års ret sammenlignelige udviklinger i
Kinas og Indiens materielle betingelser og incitamenter på klimaområdet. Begge lande har oplevet
høje økonomiske vækstrater, og begge er netto-energiimportører, hvilket tilsammen betyder, at de
har sammenligneligt behov for at øge deres energiproduktion og -effektivitet (Afionis og Bailey
2012). Begge er også begyndt at mærke klimaforandringernes konsekvenser i form af tiltagende
ekstremt vejr og lange tørkeperioder (Barker 2012).1
Ensartetheden i deres materielle betingelser og
tidligere klimapositioner taget i betragtning virker det forundrende, at der nu synes at være opstået
en klar divergens i deres tilgang til international klimapolitik. Dermed er denne hidtil uforklarede
divergens et såvel akademisk som praktisk interessant puzzle, som vi i dette speciale forsøger at
nærme os en forklaring på.
At se den divergerende tendens i Kinas og Indiens tilgange til internationalt klimasamarbejde som
et puzzle følger en komparativ logik, fordi vores undren skyldes, at de to lande er kommensurable
på en række vigtige parametre, hvorfor det synes besynderligt, at de tilsyneladende har gennemgået
forskelligartede adfærdsudviklinger (Meckstroth 1975). Samtidig synes det netop som følge af den
kommensurabilitet metodisk oplagt at undersøge puzzlet videnskabeligt. Specialet skal dog ikke ses
som et komparativt casestudie som sådan, da puzzlet i sig selv udgør specialets motivation, hvorfor
staterne ikke er udvalgt som cases på en større population af lignende enheder eller et generelt
socialt fænomen (Seawright og Gerring 2008: 294).2
Således er specialet baseret på vores argument om, at det i en international klimapolitisk kontekst er
meningsfuldt at sammenligne Kina og Indien. En udfoldelse af det argument synes derfor behørigt.
Et første umiddelbart modargument imod sammenlignelighedsargumentet kunne være, at der nu er
forskel på Kinas og Indiens udviklingsniveauer, og at en mulig simpel forklaring på puzzlet derfor
kunne være, at Kinas relativt højere velstandsniveau har gjort de relative omkostninger ved at øge
klimaindsatsen lavere for Kina end Indien. Det argument kan dog ikke forklare, hvorfor Kinas
adfærdsændring skulle være sket netop i de seneste få år. De to lande var på et sammenligneligt
udviklingsniveau ved klimaregimets fødsel—eksempelvis var det såkaldte Human Development
Index (HDI) 0.457 for Kina og 0.404 for Indien i 1985. Kinas HDI har imidlertid været noget over
Indiens siden årtusindskiftet, og forskellen på deres HDI-niveau har reelt ikke ændret sig siden 2005
1
Dertil er de fleste vidende om problemerne med luftforening i kinesiske storbyer, men indiske storbyer er
om muligt endnu hårdere ramt (Shirley 2016).
2
Mere herom i specialets metodeafsnit.
16. 4 | Indledning
(UNDP 2014). Hvis forklaringen på deres divergerende klimaindsatser havde været deres relative
udviklingsniveau, burde vi derfor have set Kinas ændring allerede før 2005, hvor man eksempelvis
så sig i stand til at firedoble sin samlede udviklingsbistand i forhold til 1990 (Li 2008).3
Desuden
kan argumentet ikke umiddelbart forklare, hvorfor Kinas materielle udvikling pludselig skulle have
overtrumfet ideerne om CBDR og de udviklede landes historiske ansvar, der som nævnt har været
afgørende for Kinas ageren siden klimaregimets oprettelse.
En anden mulig forklaring på puzzlet kunne med afsæt i postmaterialistisk logik argumentere for, at
Kinas relativt højere udviklingsniveau kan have medført et kinesisk værdiskifte, så man nu i højere
grad er begyndt at prioritere klimabeskyttelse over egne økonomiske behov. Problemet med den
forklaring er dog, at den postmaterialistiske teori blev udviklet til at forklare værdiændringer i
vestlige lande, der allerede dengang var markant længere i deres udviklingsproces, end tilfældet er
for Kina, hvor der fortsat er over 350 mio. fattige mennesker (Inglehart 1977; World Bank 2016).
Det synes uklart, hvorfor disse mennesker skulle have skiftet fra materielle til postmaterielle behov
og derved foranlediget en samfundsmæssig værdiændring. Det kunne muligvis være tilfældet for de
politiske beslutningstagere i Kina som følge af disses bedre økonomiske forhold sammenlignet med
den øvrige befolkning, men det fremstår uvist, hvorfor det så ikke også er sket i Indien. Derfor
vurderes en postmaterialistisk forklaringsmodel ikke som anvendelig her.
Endelig kunne et tredje modargument imod vores sammenlignelighedslogik være, at Kinas relativt
højere udviklingsniveau kan have givet bedre mulighed for at købe og modtage grøn teknologi fra
Vesten, hvilket kan have mindsket marginalomkostningerne ved at bekæmpe klimaforandringerne.
Det er korrekt, at Kina har gavnet af en tilstrømning af teknologibaserede projekter som resultat af
Kyoto-protokollens såkaldte fleksibilitetsmekanismer, men de opnåede teknologioverførsler har for
det første været mindre, end hvad Kina havde håbet på (Schröder 2012), og for det andet har Indien
oplevet en lignende tilstrømning af projekter. Begge lande har været værter for langt flere Clean
Development Mechanism-projekter (CDM) end nogen tredje stat, og siden 2013 har Indien faktisk
startet langt flere projekter end Kina (UNEP-DTU 2016). Teknologioverførsler har altså muligvis
sænket Kinas relative omkostninger, men de kan umiddelbart hverken forklare tidspunktet for Kinas
skifte, eller hvorfor en lignende tilstrømning ikke har haft samme effekt for Indien.
Opsummerende mener vi altså at have belæg for at sammenligne Kinas og Indiens klimaindsatser
og for at anskue de senere års divergens som et puzzle. På en længere række centrale parametre er
3
Udviklingsniveau-argumentet kan heller ikke forklare, hvorfor et land som Australien trods verdens andet-
højeste HDI ofte kritiseres stærkt for sin klimaindsats og f.eks. blev udnævnt som verdens værst præsterende
land på klimaområdet i 2014 (se f.eks. Burgess 2014).
17. Indledning | 5
de to lande meget sammenlignelige, og de relativt få parametre, hvor de adskiller sig, synes ikke at
kunne forklare det observerede puzzle.
Ser man endvidere på den forskningslitteratur, som har forsøgt at forstå Kinas og/eller Indiens
klimapolitik, har ingen endnu forsøgt at forklare årsagen til den divergerende tendens i deres adfærd
teoretisk. Der kan dog afgrænses en litteratur, der forsøger at forklare de to landes klimapolitik
mere generelt, men ingen bidrag i denne litteratur tilbyder en analyseramme, der giver en plausibel
forklaring på vores puzzle. Som specialets litteraturgennemgang uddyber, argumenterer majoriteten
af disse bidrag for, at en forklaring på Kinas eller Indiens klimapolitik ikke kan basere sig på en
udelukkende nationalt fokuseret materialistisk-rationalistisk analyseramme, hvilket synes yderligere
at støtte vores argument om, at den opståede divergens i deres klimaindsatser ikke skyldes forskelle
i materielle udviklingsniveauer. I stedet er litteraturen karakteriseret af en generel konstatering af et
behov for at inddrage socialt-ideationelle faktorer, der betoner vigtigheden af kinesiske og indiske
ideer om karakteren af og deres egen rolle i det internationale system, men har alligevel en tendens
til kun at inddrage disse faktorer som supplement til en primært nationalt fokuseret og materialistisk
grundmodel. Der er både videnskabsteoretiske og praktiske problemer forbundet hermed, da det har
skabt en litteratur, der hovedsageligt tager form som teoretisk eklektiske, empiriske analyser baseret
på ad hoc-inddragelse af indsigter fra forskellige—og reelt modstridende—paradigmer i forsøget på
at opnå en tilfredsstillende teoriramme. Det har resulteret i ofte underspecificerede og ontologisk
inkonsistente analysemodeller. Hertil kommer, at selvom litteraturen konstaterer et behov for at
inddrage socialt-ideationelle faktorer om de to landes ideer og sociale adfærd i det internationale
system, har meget få bidrag anvendt disse faktorer som den primære analyseramme, og fokus har
konsekvent været at vise ideernes kontinuitetsskabende effekter på Kinas og Indiens klimaadfærd.
Ingen har endnu foldet et socialt-ideationelt analyseapparat fuldt ud og forsøgt at begrebsliggøre,
hvordan deres klimapolitiske ideer bliver til i interaktioner med andre stater, og om disse ideer også
kan forklare klimaadfærdsændringer. Det leder os frem til specialets problemformulering:
1.2 Problemformulering
Hvilken betydning har den socialt-ideationelle karakter af det internationale system haft for de
senere års tilsyneladende divergerende udvikling i Kinas og Indiens klimaindsatser i det
internationale klimaregime?
18. 6 | Indledning
1.3 Teoretiske og analysemæssige afgrænsninger
I specialet findes konstruktivismen som grundteori mest egnet til at besvare problemformuleringen,
og den ideationelle karakter af det internationale system forstås derfor som de sociale strukturer, der
giver ‘det internationale’ en struktur og en vis orden og forudsigelighed i staternes interaktioner
(Wendt 1999). En konstruktivistisk forståelse af regime-begrebet anvendes ligeledes, således det
internationale klimaregime forstås som de “social institutions around which actor expectations
converge” bestående af klimapolitiske “principles, norms, rules, and procedures.” (Ruggie 1982:
380). Vi ser dette regime som manifesteret ved samarbejdet under the United Nations Framework
Convention on Climate Change (UNFCCC). Endelig benytter specialet sig af vores eget begreb
klimaindsats, der defineres som en given stats opfattede medvirken til den globale indsats for at
afbøde klimaforandringerne gennem statens villighed til at forpligte sig til en internationalt aftalt
løsning samt graden af konstruktivitet og fleksibilitet i dens tilgang til globale klimaforhandlinger.
Systematiseringen og operationaliseringen af klimaindsats uddybes i specialets metodeafsnit.
Specialet afgrænses ved, at vi ikke anlægger et udenrigspolitisk fokus på Kinas og Indiens særskilte
klimapolitikker, men tilgår problemstillingen fra et International Politik-perspektiv (IP) fokuseret på
betydningen af den internationale sociale struktur og interaktionerne mellem stater. I kontrast hertil
fokuserer Udenrigspolitikanalyse (FPA) “not primarily on the international system as the generator
of behaviour but on the importance of unit-level factors and actors for understanding and
explaining state behaviour” (Carlsnaes 2012: 332). Dét synes netop at være tilgangen i hovedparten
af de eksisterende litteraturbidrag, og fordi disse som nævnt ikke synes at opnå en tilfredsstillende
forklaringskraft i forhold til at forstå specialets puzzle, tilgår vi emnet anderledes. Vi starter således
med en teoretisk formodning om, at en stats klimaadfærd ikke skabes uafhængigt af systemets
øvrige stater, og vores hensigt er i en konstruktivistisk, idefokuseret ramme at undersøge, om det
internationale har haft en selvstændig effekt på den tilsyneladende opståede divergens i Kinas og
Indiens klimaindsatser, og i så fald hvordan (Wendt 1999; se også Rosenberg 2010).
Ydermere afgrænses specialet ved at afholde sig fra substantielle vurderinger af rigtigheden eller
tilstrækkeligheden af Kinas og Indiens klimarelaterede policies. Diversiteten i eksempelvis staters
materielle, historiske og kulturelle kontekster gør det umuligt at fastslå progressiviteten af de
enkelte staters klimapolitikker, og det fundamentalt politisk-normative aspekt i selve ideen om at
bekæmpe klimaforandringer gør det problematisk at bedømme, hvad progressivitet egentlig er, for
hvem og med hvilket formål (se Cox 1981). Af den grund undlader vi at tage stilling til rigtigheden
af Kinas eller Indiens klimaindsatser, men holder alene disse indsatser op imod de forventninger og
19. Indledning | 7
normer, der kan observeres i det internationale samfund. Vi placerer os dermed på det internationale
niveau og er i lighed med eksempelvis Bjørkum (2005: 14) “mainly concerned with the political
aspect of problem-solving with regards to climate change, not with solving the problem of climate
change per se”. Således afholder vi os også fra at undersøge national policy-implementering.
1.4 Teoretisk analyseramme og arbejdshypoteser
Som beskrevet vælger vi konstruktivismen som teoretisk hovedtilgang, fordi de materialistiske
klimamæssige incitamenter synes sammenlignelige for Kina og Indien, og da de eksisterende forsøg
på at forklare kinesisk og indisk klimapolitik konsekvent synes at finde behov for at integrere mere
ideationelle variable i deres forklaringsmodeller, om end dette sjældent følges helt til dørs. Vores
udgangspunkt er derfor, at den tilsyneladende divergens i de to landes klimaindsatser kan have en
idemæssig forklaring, der handler om, hvordan en stat opfatter sin rette rolle og passende adfærd i
det internationale klimaregime.
Konstruktivismen er som teori udviklet netop med det formål at undersøge, hvordan staters adfærd,
interesser og bagvedliggende identiteter formes i interaktion med det øvrige internationale system,
der igen opfattes som bestående af mere eller mindre kollektivt anerkendte ideer, som påvirker,
hvordan stater opfatter sig selv og hinanden. Konstruktivismen adskiller sig fra andre systemiske
IP-teorier ved at antage, at en stats interesseformulering ikke sker isoleret eller eksogent ved dens
relative placering i det internationale systems materielle struktur—som eksempelvis neorealismen
og neoliberalismen gør—eller som en alene intern interesseformationsproces via politiske kampe
mellem nationale interessegrupper—som for eksempel intergovernmentalismen gør (se f.eks. Waltz
1979; Keohane og Nye 1977; Moravcsik 1998). I stedet antages det, at ideer og interesser skabes
gennem interstatslige interaktionsprocesser, hvor stater lærer accepterede normer og adfærdsformer
i et socialt internationalt system og derefter inkorporerer den lærdom i deres beslutninger.
Som grundteori er konstruktivismen imidlertid ikke i sig selv stand til at give en plausibel forklaring
på specialets puzzle, da indsigten om, at staters identiteter og dermed adfærd udvikles i interaktion
med andre stater ikke umiddelbart forklarer konkret, hvorfor Kinas klimaindsats pludselig skulle
bevæge sig i en anden retning end Indiens. Vi udvikler derfor en forgrening, der tilbyder en sådan
sandsynlig forklaring ved at tage afsæt i, at både Kina og Indien ofte ses som opstigende magter på
vej mod stormagtsstatus. Vi argumenterer for, at stormagter i konstruktivistisk optik adskiller sig fra
andre stater ved en særlig social status, der både må give dem en oplevelse af socialt velvære og
bedre indflydelsesmuligheder i relationer med andre stater, men også medfører udefrakommende
forventninger om at indfri de intersubjektivt anerkendte kriterier, der følger med den status. Derfor
20. 8 | Indledning
må stater, der opfatter sig selv som stormagter, forventes at være særligt bekymret om at indfri disse
kriterier, fordi de er dét, der konstituerer staterne med en stormagtsidentitet. I specialets teoriafsnit
viser vi, at et stormagtskriterium i dag handler om at påtage sig et pro-socialt internationalt ansvar,
og at stater, der ser sig selv og ønsker at anerkendes som stormagter må forventes at adskille sig i
deres klimaindsats fra andre stater for at indfri det kriterium. Vi argumenterer dertil for, hvordan
dette udgør en plausibel forklaring på divergensen i Kinas og Indiens klimaindsatser ved at give
anledning til to arbejdshypoteser, der danner grundlag for empirisk afprøvning i specialets analyse:
H1: Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser kan
forklares med en udvikling i Kinas klimapolitiske statsidentitet hen imod en
stormagtsidentitet, hvilket ikke i samme omfang har fundet sted for Indien.
H2: Hvis H1 er gyldig, er Kinas klimapolitiske statsidentitet blevet påvirket af socialisering fra
de øvrige stormagter i det internationale klimaregime og/eller af uventede og negative
konsekvenser af landets forhenværende klimaideer, hvorimod det ikke er tilfældet for Indien.
1.5 Specialets opbygning
Specialet er struktureret som følger. I andet afsnit gennemgår vi den relevante litteratur for dels at
belyse og udnytte de eksisterende indsigter og dels at påvise utilstrækkeligheden af de nuværende
forklaringsmodeller på området til at undersøge specialets puzzle. I tredje afsnit redegør vi for den
konstruktivistiske analyseramme, hvis basale teoretiske antagelser baserer sig på Alexander Wendts
arbejde, men som for at kunne give en forklaring på puzzlet suppleres med indsigter fra andre
konstruktivistiske IP-forskere for dermed at udvikle en specifik konstruktivistisk teoriafgrening om
stormagter, som vi benævner stormagtskonstruktivisme. I specialets fjerde afsnit systematiserer og
operationaliserer vi stormagtskonstruktivismen i et abduktivt forskningsdesign med henblik på at
afprøve teoriens udledte arbejdshypoteser empirisk. Specialets femte afsnit præsenterer analysens
første halvdel, hvor det ved hjælp af en integreret indholdsanalyse bekræftes, at der i tråd med den
første arbejdshypotese er belæg for at påstå, at Kinas klimapolitiske statsidentitet har ændret sig i
perioden 2004-2015, mens Indiens ikke har. I sjette afsnit udføres analysens anden halvdel, som via
en kongruensanalyse undersøger, om Kinas identitetsudvikling skyldes socialiseringsdynamikker i
det internationale system og/eller et nationalt idékollaps. Slutteligt afrundes specialet i afsnit otte
med en konklusion på og besvarelse af problemformuleringen samt refleksioner over, hvordan
specialets stormagtskonstruktivistiske teori, metodiske design og konklusioner indskriver sig i og
bidrager til IP-litteraturen og fremtidige forskningsmuligheder. Figur 1 nedenfor illustrerer.
21. Indledning | 9
Figur 1: Oversigt over specialet
Puzzle:
Tilsyneladende divergens i Kinas og Indiens klimaindsatser
Problemformulering:
Hvilken betydning har den socialt-ideationelle karakter af det internationale system haft
for de senere års tilsyneladende divergerende udvikling i Kinas og Indiens klimaindsatser
i det internationale klimaregime?
Teori:
Udledning af stormagtskonstruktivistisk teoriramme
Arbejdshypotese 1 (H1)
Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og
Indiens klimaindsatser kan forklares med en udvikling i
Kinas klimapolitiske statsidentitet hen imod en
stormagtsidentitet, hvilket ikke i samme omfang har
fundet sted for Indien.
Arbejdshypotese 2 (H2)
Hvis H1 er gyldig, er Kinas klimapolitiske statsidentitet
blevet påvirket af socialisering fra de øvrige stormagter
i det internationale klimaregime og/eller af uventede og
negative konsekvenser af landets forhenværende
klimaideer, hvorimod det ikke er tilfældet for Indien.
Analysedel 1
Integreret indholdsanalyse af udviklingen i Kinas og
Indiens klimapolitiske statsidentiteter, 2004-2015
Analysedel 2
Kongruensanalyse af, om Kinas identitetsudvikling
skyldes socialiseringsdynamikker i det internationale
system og/eller et nationalt idékollaps
Konklusion og perspektivering
Konstatering af litteraturens indsigter og mangler
23. Litteraturgennemgang | 11
2 Litteraturgennemgang
Et udgangspunkt for at besvare problemformuleringen er at klarlægge den eksisterende forskning,
så etablerede indsigter kan udnyttes, og så eventuelle mangler kan synliggøres (George og Bennett
2005: 70). En del for os relevante bidrag sigter ikke mod at forklare Indiens eller Kinas individuelle
adfærd, men bidrager alligevel til en øget forståelse gennem de indsigter, de skaber. For eksempel
fokuserer en del bidrag på det Globale Syd som en væsentlig, særskilt gruppe i de internationale
klimaforhandlinger.4
Selvom sådanne bidrag har et andet forskningsfokus end vores, anser vi dem
for relevante, hvis de indirekte bidrager til vores forståelse af Indiens og Kinas klimaadfærd. Vi
præsenterer således de forskellige bidrag efter, om de primært forholder sig til Kinas klimapolitik,
til Indiens eller til større forhandlingsgrupper eller koalitioner, hvor Kina og Indien spiller centrale
klimapolitiske roller, såsom G77 eller det Globale Syd.
Som nævnt og som gennemgangen vil demonstrere, er den eksisterende litteratur ikke egnet til at
besvare specialets puzzle. En mindre gruppe bidrag opererer med rent materialistisk-rationalistiske
og nationalt fokuserede forklaringer. Disse synes dog som beskrevet i indledningen ikke at kunne
forklare specialets puzzle, da Kina og Indiens materielle forudsætninger anses for sammenlignelige.
Den klart største gruppe bidrag anerkender netop også begrænsningerne ved rent materialistiske
forklaringer og tager form som teoretisk eklektiske analyser. Den typiske model synes her at tilgå
landenes ageren først i en materialistisk-rationalistisk teoriramme centreret om nationale interesser,
men supplerer så denne med ideationelt-normative pointer for at opnå en tilfredsstillende forklaring
på de adfærdstendenser, som ikke kan forklares af den materialistiske model – typisk for at forklare
kontinuitet i Kinas og Indiens klimaindsatser på trods af materielle ændringer. Litteraturen har altså
forsømt at undersøge potentialet i en rent ideorienteret teori, og om ideer også kan foranledige
adfærdsændringer frem for kun adfærdskontinuitet, hvilket gør litteraturen ude af stand til at give
en tilfredsstillende forklaring på specialets puzzle.
Hertil kommer et i vores perspektiv videnskabsteoretisk problem, da litteraturens eklektiske tilgang
måske øger det enkelte bidrags forklaringskraft, men samtidig bevirker en risiko for et ontologisk
inkohærent paradigme: “It is generally the case that some or all of the theories that eclectics are
drawing upon have fundamentally opposing metaphysical assumptions” (Sanderson 1987: 321).
4
Der er i litteraturen forskellige måder at referere til udviklingslandene; det Globale Syd, den Tredje Verden,
Periferien, osv. Det er vores opfattelse, at alle disse betegnelser grundlæggende henviser til de samme lande.
24. 12 | Litteraturgennemgang
Hvis grundlæggende forskelligartede forklaringsfaktorer kontinuerligt blandes uden overvejelse af
de ontologiske og epistemologiske konsekvenser heraf, risikerer man et paradigme, der forsømmer
at overveje, om mere koncise eller eksplicit holistiske teorirammer kan opnå en bedre forståelse af
undersøgelsesobjektet. Vores kritik af eklekticismen i litteraturen kan altså ses som et lakatosiansk
argument om, at dens vidensproduktion faktisk er degenererende, fordi “its auxiliary propositions
increasingly take on the characteristic of ad hoc explanations” (Vasquez 1997: 900). Problemet er i
vores optik, at integrationen af ideationelle faktorer synes at medføre en blindhed for de basale
problemer i det fortsat rationalistiske fundament: “[One] theory can simply be replaced by another
in incremental fashion without ever rejecting the shared fundamental assumptions” (ibid.). I
gennemgangen nedenfor fremhæver vi disse problemer og trækker samtidig de indsigter frem, som
vi tager med i specialets videre arbejde.
2.1 Specifikke forklaringer af Kinas traditionelle klimaindsats
Heggelund (2007), Hallding et al. (2009) og Lewis (2013) anlægger alle overvejende rationalistiske,
indenrigsorienterede forklaringsmodeller, som søger at forklare Kinas adfærd på klimaområdet via
de materialistiske nødvendigheder, som landets udviklingsstrategi ifølge lederskabet kræver – især
sikringen af energiressourcer betones. Ifølge denne gruppe bidrag har Kinas typisk konservative
position i de internationale klimaforhandlinger altså været drevet af materielle, nationale faktorer
(ibid.: 219). Heggelund (2007: 161) opsummerer meget koncist den overordnede argumentation:
“China’s energy policy is the country’s climate policy.” Disse materialistiske og rationalistiske
forklaringsmodeller kan dog kritiseres, da de som beskrevet ikke synes at kunne forklare de senere
års tilsyneladende udvikling i Kinas adfærd på klimaområdet. De materialistiske omstændigheder
og incitamenter for Kina har ikke ændret sig markant i de seneste år, og modellerne kan ikke give
en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor der skulle være opstået et prioritetsskifte i Kinas energi-
og klimapolitik i modsat retning af, hvad disse bidrag betoner.
Den anden—og langt større—eklektiske fløj i litteraturen søger at forklare kompleksiteten i Kinas
adfærd på klimaområdet ved i ét stort sammensurium at kombinere materielle og immaterielle
faktorer på såvel nationalt som internationalt niveau. Eksempelvis viser Christoff (2010), Schröder
(2009; 2012) og Zhang (2013), at en rent rationalistisk cost-benefit-model er utilstrækkelig, og at
der er behov for at afdække Kinas forudgående interesseformation på klimaområdet, der blandt
andet også er baseret på idéer om suverænitet, klimaretfærdighed og globalt samarbejde. En fuld
forståelse af Kinas klimaadfærd er altså umulig uden en form for passendehedslogikmodel, der også
kan afdække de ideationelle faktorer, der former hvad Kina opfatter som fair—eksempelvis ideer
om udviklede landes klimaansvar og en retfærdig byrdefordeling mellem Nord og Syd. Disse bidrag
25. Litteraturgennemgang | 13
forsømmer dog at eksplicitere, hvornår og hvorfor Kina bør følge den ene logik frem for den anden
og ender med underspecificerede, eklektiske modeller, der ikke tilbyder nogen klar syntetisering af
de grundlæggende modstridende aktørantagelser, eller giver nogen egentlig retning for, hvordan et
puzzle som vores kunne afdækkes.
Wan (2015) anvender en mere specificeret eklektisk forklaringsramme i form af en tre-strenget
analysemodel, hvor Kinas ageren på klimaområdet undersøges ud fra både magt-, interesse- og idé-
baserede forklaringsfaktorer. Wan konkluderer, at selvom kinesisk tænkning på klimaområdet til
tider er baseret på unikke kinesiske idéer om klimaet, anvendes disse ideer i hans optik overvejende
retorisk. I stedet mener han at kunne identificere en kinesisk tænkning på klimaområdet, der
grundlæggende skal ses som informeret af en præ-moderne vestlig forståelse af global klimapolitik
som blot en ny stormagtspolitisk arena: “China played a nineteenth-century-style foreign policy in
the environment arena.” (ibid.: 283). Wans model er dermed også uegnet til at afdække ændringer i
kinesisk klimaadfærd, da denne forklares med et forældet og uændret klimapolitisk verdenssyn, der
ikke umiddelbart kan begrebsliggøre opblødning i Kinas positionering. Den giver heller ikke en
forklaring på, om Kinas interesser og ideer skal ses som nationalt eller internationalt betingede,
eller om magtfaktoren skal ses som en interesse eller ide. Torney (2015) opstiller også en eksplicit
eklektisk model, der supplerer en primært materialistisk forklaringsramme med idebaserede
faktorer. I modsætning til de fleste andre bidrag fokuserer Torney dog ikke kun på indenlandske
forklaringsfaktorer, men på hvorvidt Kinas eksterne interaktioner5
har foranlediget en kinesisk
accept af klimabeskyttelsesnormen. Trods visse tegn på begrænset normativ emulering og læring
konkluderer Torney dog, at Kinas positionering stadig skal forklares mere ud fra materielle
interesser end interaktioner med EU. I det omfang ideer har spillet en rolle, har disse handlet om
rimelighed og dikotomisk differentiering af ansvar mellem Nord og Syd, og har altså været årsag til
manglende kinesisk villighed til at rykke sig (ibid.: 143-44). Dermed kan Torneys model heller ikke
anvendes som plausibel forklaring på vores puzzle. Endelig ses tendensen til at forklare Kinas
adfærd eklektisk hos Stalley (2016), som på trods af et argument om, at Kinas interesser er
informeret af idéer, også ender med at tilslutte sig en primært materialistisk forklaring. Stalley
mener, at Kinas position på klimaområdet styres af et sammensurium af forskellige materielle og
immaterielle faktorer af såvel national som international karakter, og lægger ligesom majoriteten af
bidrag vægt på spørgsmål om suverænitet og rimelighed i skabelsen af kinesiske nationalinteresser
på klimaområdet. Stalleys konklusion er, at det kinesiske lederskab følger en nyttekalkulerende
proces ved at afveje materielle såvel som immaterielle fordele og omkostninger i formuleringen af
en ‘rationel’ klimastrategi. Et vitalt problem i Stalleys analyseramme er imidlertid, at hans ekstremt
5
Specifikt fokuserer Torney på Kinas relationer med EU.
26. 14 | Litteraturgennemgang
eklektiske tilgang resulterer i en overspecificeret model, der reelt kan forklare adfærdsændringer i
enhver given retning for Kina og dermed efter vores opfattelse ender med ikke at kunne give en
konkret teoretisk forklaring på noget.
2.2 Specifikke forklaringer af Indiens traditionelle klimaindsats
I litteraturen findes også et mindre antal bidrag med fokus på at forstå Indiens klimaindsats historisk
og i de senere år. Den ligeledes eklektiske tendens i denne underlitteratur skaber dog den samme
form for problemer som ovenfor.
I litteraturen om Indien benyttes således også primært rationalistiske analyserammer,6
og i tråd med
Kina-litteraturen lægges typisk vægt på materielle forhold som landets stærkt stigende energibehov
og den store befolkningsandel, der fortsat er afhængig af traditionelle energikilder, hvortil Indiens
fragmenterede indenrigspolitik og energiadministration ofte tilføjes. Tilsammen fortrænger disse
faktorer til en vis grad fornybare energiformer og hindrer eksterne aktørers mulighed for at påvirke
Indiens klimaposition (Fisher 2012; Torney 2015).
Foruden disse materielle årsager findes dog også her behov for at integrere faktorer, der trækker på
ideationel teori. Ligesom for Kina er omdrejningspunktet i det argument indiske politiske diskurser
eller ‘normative frames’ om global retfærdighed, de industrialiserede landes historiske ansvar og
udviklingslandes ret til at prioritere økonomisk udvikling over klimahensyn, hvilket medfører en
stærk indisk uvilje til at forpligte sig internationalt. Det er også i den kontekst, at Indiens betoning
af CBDR-princippet bør forstås. Fisher argumenterer for, at Indien således alene blev en del af
klimaregimet ved at underskrive UNFCCC i 1992, fordi det lykkedes at undgå bindende
udledningsmål, at opnå enighed om finansielle og teknologiske overførsler fra Nord til Syd og at
kodificere Nords anerkendelse af sit historiske ansvar for klimaforandringerne. Vihma (2011b)
tilføjer hertil, at ideerne om vestlige landes historiske ansvar og Indiens ret til en fair andel af de
globale klimaressourcer har givet Indien et dårligt ry på området og derfor kritik. Han påpeger dog,
at Indien har mistænkt Vestens klimaambitioner for at dække over en form for neokolonial
klimaimperialisme med det formål at hindre Indiens økonomiske opstigning, hvilket har gjort landet
ret uimodtageligt for vestlig kritik. I modsætning til majoriteten af bidrag påpeger Vihma altså
erfaringer med det internationale system som en selvstændig forklaringsfaktor, selvom dette mere
blot konstateres end udledes analytisk. Ifølge disse bidrag synes Indiens klimaindsats altså at handle
mere om interesser vedrørende energisikkerhed og økonomi end klimamæssige overvejelser, samt
6
Fisher benytter eksempelvis rationalistisk policynetværk-teori, hvor Indiens klimaindsats ses som formet af
“a set of relatively stable relationships which are of non-hierarchical and interdependent nature linking a
variety of actors, who share common interests with regard to a policy and who exchange resources to pursue
these shared interests” (Compston 2009: 728, egne fremhævninger).
27. Litteraturgennemgang | 15
om ideer om global retfærdighed og ret til udvikling. Ligesom i litteraturen om Kina gives der dog
ingen fyldestgørende forklaring på, hvordan de vidt forskellige handlingslogikker bag disse faktorer
egentlig kan forenes, eller på årsagerne til skabelsen af disse centrale ideer i Indien.
Joshi (2013) er klarere om skabelsen og konsekvensen af disse indiske ideer. Han peger på, at de
omtalte indiske forestillinger om landets rette klimapolitik skyldes en social konstruktion af det
globale Syd som gruppe, i hvilken stater selvidentificerer sig grundet en følelse af fælles sårbarhed,
samt at Indien som selvproklameret leder af det Globale Syd har ageret nøgleaktør i skabelsen af
dikotomien mellem Nord og Syd. Denne socialt skabte dikotomi gør det muligt via løbende
reproduktion at overkomme den materielle heterogenitet, der faktisk præger landene i Syd, og den
er institutionaliseret gennem en række globale FN-aftaler, hvor særlig vægt må tilskrives UNFCCC-
konventionen, der nedfældede ideerne om retfærdighed, historisk ansvar og CBDR, samt
Kyotoprotokollen der introducerede bindende udledningsmål for udelukkende de såkaldt Anneks I-
lande i Nord. Ifølge Joshi ser Indien altså sig selv som et udviklingsland, og de udviklede landes
argumenter om differentiering mellem lande på forskellige udviklingsniveauer opfattes som en del-
og-hersk-strategi. Det kan muligvis forklare kontinuiteten i Indiens adfærd, men Joshi er tavs om
Kinas klimaindsats og kan derfor heller ikke anvendes som afsæt for en besvarelse af vores puzzle.
2.3 Gruppebaserede forklaringer af Kinas og Indiens klimaindsatser
Joshis artikel udgør en naturlig overgang til de eksisterende bidrag, der ikke specifikt forsøger at
forklare Indiens eller Kinas adfærd, men alligevel bidrager til vidensfundamentet for vores speciale
gennem deres producerede indsigter. Flertallet af disse fokuserer nemlig på det Globale Syd som
central gruppering i international klimapolitik. I dette afsnit præsenterer vi denne underlitteratur og
dens bidrag, men understreger også løbende, hvorfor de gruppebaserede forklaringer i vores optik
har de samme problemer som de landespecifikke.
En lille gruppe forskere har fokuseret på betydningen af det Globale Syd som forhandlingsgruppe
for centrale traditionelle dynamikker i international klimapolitik, herunder Indiens og Kinas ageren,
men ligesom i de fleste landespecifikke bidrag er argumentet også typisk her, at denne gruppering
kun kan forstås i en analyseramme, der både kan konceptualisere interesse-, ide- og institutionelt
baserede årsager til gruppens adfærd (Williams 2005; Parks og Roberts 2008).
Det Globale Syd som gruppe opstod under den Kolde Krig som udviklingslandenes forsøg på at
formulere en fælles overlevelsesstrategi for at undgå at blive inddraget i en atomar konfrontation
blandt stormagterne gennem skabelsen af the Non-Aligned Movement (NAM). Senere er gruppen
udvidet i både medlemsantal og rækkevidde til at dække andre områder såsom handels- og
28. 16 | Litteraturgennemgang
klimapolitik, hvor de delte interesser på klimaområdet er et fælles ønske om at forbinde den globale
klimaindsats med økonomisk udvikling samt krav om finansiel-teknologisk bistand til eksempelvis
klimarelateret kapacitetsopbygning i Syd. Rationel alliancedannelse er dog ikke den eneste årsag til
skabelsen af det Globale Syd, for et normativt aspekt har influeret både koalitionens konstruktion
og løbende opretholdelse, og globale ulighedsstrukturer og uretfærdighedsopfattelser er primære
årsager til det mangeårige dødvande i internationale klimaforhandlinger (Williams 2005). Det ses
blandt andet ved, at gruppen altid har været præget af socioøkonomisk heterogenitet, om end dette
er blevet endnu mere markant ad åre, og ved at ideen om et Globalt Syd refererer mere til identitet
end materialitet. Derfor opfattes solidarisk aggregering af diplomatiske ressourcer som en fælles
interesse på trods af landenes ofte modstridende materielle interesser bestående i forskellige
udviklingsniveauer, grad af klimasårbarhed og status som energiimportør eller –eksportør. Kina og
Indien har været afgørende for denne solidaritet, dels fordi de har gavnet af at blive grupperet med
fattigere lande, der ikke rimeligt kan afkræves store bidrag til løsningen af klimaproblemet, men
også fordi de traditionelt har delt selvforståelsen som marginaliseret og undertrykt land som følge af
historiske erfaringer med imperiale stormagter. Parks og Roberts (2008: 631-632) argumenterer i
den kontekst for, at majoriteten af lande i det Globale Syd, herunder Kina og Indien, har en holistisk
opfattelse af international politik og derfor indimellem gengælder på klimaområdet for opfattede
uretfærdigheder på andre områder. Disse forklaringer kan altså bidrage til en generel forståelse af
Kina og Indiens klimapolitik, men da de opfatter det Globale Syd som en ganske fasttømret gruppe,
kan vi ikke bruge dem til at undersøge den øjensynligt opståede divergens mellem Kinas og Indiens
klimaindsatser, og den eklektiske forklaringsmodel giver igen anledning til bekymring om intern
kohærens.
Der findes imidlertid også forskere, der fokuserer mere på opbrud i det Globale Syd, og som derfor
umiddelbart synes mere relevante. Ingen af disse bidrag tilbyder dog en optimal forklaringsmodel.
Nogle forskere pointerer eksempelvis, at den materielle lighed, der demarkerede det Globale Syd
som en særskilt international gruppe, ikke er så udpræget som tidligere, hvilket ifølge eksempelvis
Kasa et al. (2008) medfører incitamenter og muligheder for de mest succesfulde udviklingslande for
at agere selvstændigt. Derfor bør man forvente en gradvis fragmentering af grupper som G77, der
altså formentlig vil have en mindre betydning for de største udviklingslande i fremtiden. Der stilles
således spørgsmålstegn ved det Globale Syds fremtidige sammenhængskraft, og om gruppen stadig
vil udgøre en relevant ramme for at forstå blandt andre Indiens og Kinas adfærd sammenlignet med
mindre og svagere udviklingslande. Logikken tilbyder dog ikke umiddelbart nogen forklaring på,
hvorfor Kinas og Indiens adfærd skulle begynde at adskille sig fra hinanden, da de begge kan ses
29. Litteraturgennemgang | 17
som relativt succesfulde udviklingslande. Andre påpeger, at lande som Kina og Indien har interesse
i at modarbejde et opbrud i G77, da gruppen opererer på tværs af en lang række områder, hvormed
sammenhold stadig er rationelt, men at dette sammenhold hæmmes af modstridende interesser hos
andre interne grupper såsom OPEC-landene (Barnett 2008). G77 er altså ikke blot et værktøj for
store udviklingslande til at undgå forpligtelser og kritik, hvorfor man bør være forsigtig med at
forkaste idéen om det Globale Syd og G77 som fortsat relevant gruppe. Igen synes modellen altså
uegnet til at forstå de senere års tilsyneladende divergens mellem Indien og Kina.
Et sådan forsigtighedsargument om det Globale Syds fortsatte relevans genfindes i mere eklektiske
bidrag, der igen betoner vigtigheden af at tilføje ideationelle faktorer til de ovenstående materielle.
Disse bidrag accepterer typisk, at opstigende magter såsom Kina og Indien komplicerer billedet af
en verden delt mellem et dominerende Nord og et marginaliseret Syd, og at disse til tider fremfører
klimapolitiske krav ud fra instrumentelle og egeninteressebaserede grunde, men advarer samtidig
mod at overdrive betydningen af materielle forandringer. Disse forandringer er nemlig komplekse
og forekommer på både det internationale forhandlingsniveau og internt i staterne, hvormed det er
usikkert, om de opstigende magter reelt får større kapacitet til at påvirke det globale klimaregime.
Samtidig—og vigtigst—kan de opstigende magters ageren ikke ses isoleret fra deres historiske
erfaringer, og det er derfor ikke givet, at den identitetsbaserede solidaritet, som kendetegner G77 og
det Globale Syd, har mistet relevans (Hurell og Sengupta 2012; Najam 2005; Vihma et al. 2011).
Selvom de materielle ligheder, der demarkerede det Globale Syd som gruppe nu er mindre, og de
opstigende magter har en større forhandlingsmagt i forhold til Nord, er der stadig en række
ideationelle faktorer, som ifølge disse bidrag fastholder det Globale Syds sammenhængskraft: “A
common history of colonial and imperial experiences and the perception of being victims of an
unjust world order are still clearly visible” (ibid.: 331, egen understregning). Disse bidrag giver
altså heller ikke anledning til at udlede en plausibel forklaring på specialets puzzle, da de ville have
forventet fortsat tilsvarende klimaindsatser fra Kina og Indien.
2.4 Opsummering på litteraturgennemgang
Som ovenstående gennemgang har vist, er den litteratur, der forholder sig direkte eller indirekte til
Kina og Indiens klimaindsats kendetegnet ved forsøg på at besvare forskellige specifikke empiriske
spørgsmål, der dog sjældent bygger på hinanden, og ved analytisk eklekticisme, hvor materialistisk-
rationalistiske og ideationelle forklaringsfaktorer sammenblandes. Dette øger muligvis hvert enkelt
bidrags empiriske forklaringskraft, men indebærer samtidig en risiko for paradigmatisk inkohærens.
Endvidere danner den form for eklektisk ad hoc-teoretisering ikke et fornuftigt afsæt for at forklare
30. 18 | Litteraturgennemgang
puzzlet om, hvorfor Kina skulle have skiftet kurs i de seneste år, når Indien ikke har. Blandingen af
materielle interesser, idéer og værdier i internt inkohærente modeller skaber ingen klar ramme for at
forstå, hvilke faktorer der har ledt til ændringer i Kinas adfærd, og de materielle faktorer synes som
nævnt i det hele taget ikke at kunne forklare skiftet. Dertil kommer, at integrationen af ideer er sket
sporadisk og med fokus på disses bidrag til kontinuitet, ikke udvikling, og med forsømmeligt fokus
på, om Indiens og Kinas interaktion med det omgivende internationale system udgør en selvstændig
forklaringsfaktor for skabelsen af disse ideer. Der er altså typisk foretaget det, der kan betegnes som
udenrigspolitikanalyser, hvor ideer om egen rolle i det internationale system kun behandles som
sekundær faktor, mens det primære fokus er på nationale, materielle forhold. Det synes derfor mere
oplagt for os at anvende en analyseramme med et eksplicit ideationelt og internationalt fokus, frem
for en hvor ideer kun supplerer materielle faktorer.
På indsigtsmæssigt plan er det dog ikke vores ønske at afvise de eksisterende bidrag. Vi tager især
med os, at selvom de fleste eksisterende bidrag indlejrer deres analyser i rationalistisk-tenderende
teorirammer, finder næsten alle behov for også at inddrage et mere ideationelt fokuseret aspekt. Der
kan her spores en enighed i litteraturen om, at både Kinas og Indiens traditionelle uvilje til at påtage
sig internationalt bindende CO2-reduktionsforpligtelser kan forklares med en fælles selvforståelse
som udnyttet og marginaliseret udviklingsland. Det har affødt en opfattet dikotomisk differentiering
mellem Nord og Syd, hvor udviklede lande bør påtage sig den primære opgave for løsningen af
klimaforandringerne som følge af deres historiske ansvar for problemet. Udviklingslande—inklusiv
Kina og Indien—har kun et ansvar, hvis det kan forenes med deres kapacitetsbegrænsninger og
retten til udvikling. Denne selvforståelse er desuden institutionaliseret i forhandlingsalliancen G77,
der gennem sit holistiske syn på klimaregimet som indlejret i et større, internationalt system bevarer
sin sammenhængskraft og relevans på trods af materiel heterogenitet landene imellem. For både
Indien og Kina udfordres den selvforståelse dog af vestlige regeringers og mediers kritik for ikke at
harmonere med deres nye status som opstigende magter. Forskningen har imidlertid kun i meget
begrænset grad behandlet de to landes reaktion på den kritik, og som nævnt har intet bidrag
foretaget en analyse af den forskel i udviklingen i deres klimaindsatser, som observatører er begyndt
at påpege.
Kombinationen af disse motiver—litteraturens eklektiske tendens, dens betoning af vigtigheden af
ideer men negligering af det internationales betydning herfor samt om ideer kan være årsag til ikke
kun adfærdskontinuitet men også adfærdsændring, og endelig den manglende behandling af den
tilsyneladende divergens mellem Kina og Indien i de senere år—giver i vores optik anledning til at
bruge konstruktivismen som overordnet teoriramme for besvarelsen af vores problemformulering.
31. Litteraturgennemgang | 19
Konstruktivismen er netop udviklet for at undersøge, hvordan både opfattede materielle interesser
og bagvedliggende identiteter hos stater formes—og ændres—i sociale, internationale interaktioner.
Dog konstaterer vi også et behov for at udvikle en variant af konstruktivismen, der kan tilbyde en
plausibel konkret forklaring på, hvorfor Kinas og Indiens klimaindsatser tilsyneladende er begyndt
at divergere. Det leder os til specialets teoriafsnit.
33. Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 21
3 Præsentation af teori og udledning af
arbejdshypoteser
I dette afsnit præsenterer vi specialets analyseramme og teoretiske bidrag til feltet, hvilket består i
introduktionen af en teoriramme, som vi benævner stormagtskonstruktivisme. Teorien er baseret på
en videreudvikling af eksisterende indsigter fra det konstruktivistiske IP-paradigme med det formål
at gøre os i stand til at formulere en plausibel forklaring på den tilsyneladende divergens i Indiens
og Kinas klimaindsatser. Fundamentet er den såkaldt konventionelle eller moderate konstruktivisme
(herefter konstruktivismen), som vi supplerer med de tilgængelige indsigter om konstruktionen af
stormagtsstatus og særlige forhold, der gør sig gældende for stormagter i det internationale system.
Vores udgangspunkt er, at selvom mange af konstruktivismens antagelser om statsadfærd også er
gældende for Kina og Indien, er de ikke fuldt tilstrækkelige til at forstå specialets puzzle uden vores
stormagtskonstruktivistiske tilføjelse.
I det følgende redegør vi først for de grundlæggende antagelser i konstruktivismen som social teori,
hvorefter vi præsenterer konstruktivismen som substantiel IP-teori. Tilsammen udgør disse basale
teoretiske antagelser grundstenen i vores teoriramme. Vi anvender her primært teorien som udlagt
af Alexander Wendt, men supplerer med øvrige indsigter; særligt Alastair Iain Johnstons teori om
interstatslig socialisering. Derefter forklarer vi, hvorfor vi for at besvare problemformuleringen har
behov for en konstruktivisme fokuseret specifikt på stormagter, og endelig præsenterer vi en sådan
teoriramme som en syntese af de indsigter, som den relevante litteratur tilbyder, hvor vi foruden
afsættet i Wendt og Johnston integrerer Jeffrey Legros teori om kollektive ideers skabelse af fælles
forventninger og betydningen af, om de forventninger be- eller afkræftes af virkelige begivenheder.
På baggrund heraf formulerer vi to arbejdshypoteser, som danner ramme om specialets analyse.
3.1 Konstruktivismens sociale teori: Ideationel-realistisk ontologi, mediativ
epistemologi
Som nævnt vælger vi konstruktivismen som teorifundament for at maksimere forklaringskraften i
forhold til den idefokuserede problemformulering, og idet den eksisterende litteratur påviser et
behov for at integrere ideationelle forklaringsfaktorer for at forstå Kinas og Indiens klimaindsatser.
Konstruktivismen er relevant, da den udgør et alternativ til rationalistisk IP-teori ved at formulere et
forskningsprogram til at undersøge den påstand, at aktørers identiteter og interesser ikke er givet
eksogent, men socialt gennem aktørernes interaktion. Samtidig antager konstruktivismen, at disse
34. 22 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
processer og identiteter dog generelt er så faste, at de fleste af positivismens metoder fortsat finder
anvendelse (Klotz og Lynch 2007: 14; Abdelal et al. 2010: 13). Foruden konstruktivismen findes
også den såkaldt postmoderne eller kritiske konstruktivisme, som helt forkaster positivismens
videnskabsidealer og i stedet betoner forskerens bevidste eller ubevidste rolle som medskaber af en
virkelighed, der først og fremmest ses som diskursivt skabt og en konsekvens af samfundsmæssige
magtforhold (ibid.; Hopf 1998: 183).7
Hvor konstruktivismen antager, at de primære vidensobjekter
eksisterer uafhængigt af vores undersøgelse af dem, er den kritiske konstruktivisme baseret på en
ontologisk tro på—og et de facto forsvar for—forskerens evne til at forandre den sociale verden via
diskursive bidrag (ibid.: 184). Dermed afspejler vores valg af konstruktivismen en ambition om at
undersøge Kinas og Indiens klimapolitiske statsidentiteter som skabt i interaktion med andre stater i
det globale klimaregime, mens kritisk konstruktivisme er forankret i en normativ-emancipatorisk
ambition, som vi ikke deler i dette speciale.8
Adler forklarer eksempelvis, at konstruktivismen “is
interested neither in emancipation per se, nor exclusively in uncovering the power structures that
affect the marginalized in history, but in providing better explanations of social reality. Unlike
poststrucutralists and postmodernists, (…) constructivists do want to know, in detail, how norms
constitute (…) identities and interests of international and transnational actors in particular cases”
(1997: 333-334). Vi antager dermed, at normer er konstituerende for aktørers identiteter, der igen er
konstituerende for deres interesser og adfærd.
I IP-disciplinen har en lang række forskere bidraget til konstruktivismens udvikling, og teorien kan
således ses som et antal rimelig kohærente indsigter om dynamikkerne i international politik baseret
på en fælles underliggende socialkonstruktivistisk ontologi. Den ontologi gør konstruktivismen til
en social teori, hvilket vil sige en teori, som forholder sig til socialvidenskabens grundlæggende
antagelser om menneskelig agens, aktør/struktur-forholdet, ideers og materielle kræfters rolle osv.,
men som ikke forholder sig til noget specifikt socialt område (Wendt 1999: 5). I modsætning til
rational choice-modellen, som med et materialistisk-individualistisk afsæt antager, at interaktioner
kan ændre aktørernes adfærd, men aldrig deres identiteter eller grundlæggende interesser, advokerer
socialkonstruktivismen som social teori for en idealistisk og holistisk tilgang til socialvidenskaben
7
Den kritiske eller postmoderne konstruktivisme er delvist overlappende med den IP-tilgang, der især i
europæisk sammenhæng ofte benævnes poststrukturalisme og forbindes med bl.a. Richard Ashley, R.B.J.
Walker, Michael Shapiro og i dansk kontekst Lene Hansen og Ole Wæver. Vi holder os dog her til den
benævnelse, som er mest udbredt og som anvendes af for eksempel Wendt (Wendt 1999: 3–4; Abdelal et al.
2010: 13).
8
Hermed skal ikke forstås, at den kritiske konstruktivisme er emancipatorisk på samfundsplan som f.eks.
den historiske materialisme, men typisk alene på et erkendelsesmæssigt plan, hvor formålet er at afsløre og
kritisere undertrykkende diskurser, magtstrukturer og dominerende teorier (se f.eks. Adler 1997: 333).
35. Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 23
(Wendt 1992: 391f).9
Ved at tage afsæt i, at menneskelige aktører i kontrast til naturvidenskabens
forskningsobjekter er reflekterende subjekter, der må tilskrive mening til egne og andres handlinger
for at kunne forstå dem, fremhæver konstruktivismen nødvendigheden af, at socialvidenskabens
begrebsapparat formår at begrebsliggøre og undersøge sådanne processer (Barnett 2014: 162). Ved
at bruge konstruktivismen placerer vi os dermed i en ideationel position, der prioriterer vigtigheden
af meningstilskrivning for menneskelig interaktion, hvilket medfører et syn på materielle kræfter
som sekundære. Det betyder ikke, at materialitet ikke har en selvstændig effekt, men at betydningen
af materielle kræfter altid afhænger af, hvordan de af forskellige ideer konstitueres med bestemte
meninger. I kontrast til hovedparten af de eksisterende bidrag på området ser vi ikke blot ideer som
supplerende variable, der kan inddrages, når en materialistisk analysemodel viser sig utilstrækkelig,
men som selve grundlaget for at forstå den sociale verden og dens materielle basis (Wendt 1999:
190). Denne epistemologiske position kaldes indimellem mediativ (se f.eks. Adler 1997: 324), og
den fortæller os, at Kina og Indiens opstigning ikke eksisterer uafhængigt af sociale konstruktioner,
og at selv hvis en sådan opstigning kan siges at ske, kan den ikke alene forklare deres klimaindsats.
At vi opfatter ideer som ontologisk primære, mens materielle kræfter tildeles en sekundær rolle,
indebærer at vi grundlæggende ser strukturer som sociale, hvilket vil sige som delte opfattelser af
sociale situationer og relationer. Det betyder dog ikke, at sociale strukturer er svagere eller mindre
virkelige end materielle, for disse delte opfattelser og de praksisser, som de giver anledning til, vil
konfrontere aktører som naturlige og selvfølgelige, eller som det der typisk betegnes sociale fakta
(Wendt 1999: 24).10
Konstruktivismen ræsonnerer her, at ikke blot materielle kræfter konstitueres
med mening, før de kan have betydning, men at ideer ligeledes konstituerer aktører med identiteter
og derved interesser (ibid.: 78). Den position er rodfæstet i arven fra sociologisk strukturationisme
og symbolsk interaktionisme, hvor menneskelige aktører ses som konstituerede af intersubjektive,
sociale strukturer såsom diskurser og normer, men på samme tid udøvende en aktiv og indimellem
bevidst indflydelse på de selvsamme strukturer (f.eks. Mead 1934). Konstruktivismen er dermed en
holistisk teori, der afviser muligheden for at kunne reducere sociale strukturer til karakteristika ved
enkeltaktørerne (Wendt 1999: 1). Samtidig betyder antagelsen om gensidig konstituering mellem
aktør og struktur, at aktører trods deres socialt konstruerede selvforståelser besidder en rationalitet,
der kan være både instrumentelt og altruistisk drevet, og som konstruktivismen derfor ofte betegner
9
I IP-sammenhæng ligger rational choice-modellen bag dominerende perspektiver såsom neorealismen og
neoliberalismen, som konstruktivismen netop definerer sig op imod.
10
Durkheim var først til at anvende termen ‘sociale fakta’, som han så som sociologiens forskningsobjekt. I
Durkheims forståelse var sociale fakta alle de adfærdsmåder, som udøver en slags ekstern begrænsning af
individernes handlerum i et samfund, og som eksisterer uafhængigt af enhver individuel manifestation (se
f.eks. Durkheim 1895).
36. 24 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
intentionalitet (Finnemore og Sikkink 2001: 392f). Menneskelige aktører opnår altså først en ide
om, hvem de er og hvad de ønsker i sociale interaktionsprocesser, men de opfattes som aktive
beslutningstagere i forhold til at opnå de ønsker, som de formulerer. Således eksisterer et delvist
sekventielt forhold mellem identitet og intentionalitet, hvor aktørernes selvforståelser nødvendigvis
eksisterer forud for deres formulering af interesser. Wendt beskriver, hvordan “agents themselves
are in process when they interact. (…) Agents still choose behaviors in response to incentives, and
so this model does not preclude the rationalist model, but the assumption is made that (…) actors
are also instantiating and reproducing identities, narratives of who they are, which in turn
constitute the interests on the basis of which they make behavioral choices.” (1999: 366).11
Selvom vi altså opererer med en ideationel, holistisk ontologi, baserer vi os med konstruktivismen
samtidig på en forholdsvis positivistisk epistemologi (Hopf 1998: 183), der mener, at selvom den
sociale verden eksisterer uafhængigt af forskningens undersøgelse af den, så er centrale, virkelige
aspekter—og her tænkes især på sociale strukturer—ikke direkte observerbare. Denne position, der
benævnes scientific eller critical realism, argumenterer i den sammenhæng for, at disse fænomener
dog ikke bør forkastes som forskningsobjekt, blot fordi de er uobserverbare, men at vi som forskere
må undersøge dem gennem deres afledte effekter. Vores opgave er altså teoretisk at ‘inferere til den
bedste forklaring’ ved at vurdere, om et givet ikke-observerbart fænomens eksistens kan infereres
ud fra en række observerbare effekter af det (Wendt 1999: 62). Adler beskriver arbejdsmåden som
“a type of rational persuasion that must aspire, but cannot always be assimilated, to models of
deductive proof or inductive generalization” (1997: 329), og det er denne abduktive metode, der
gør scientific realism—og dermed vores anvendte version af konstruktivismen—realiserbar som
videnskabsteoretisk position (Jackson 2011: 76). Tesen om, at Kinas og Indiens klimaindsatser er
informeret af deres klimapolitiske identiteter, betyder altså ikke, at vi ikke kan undersøge vores
problemformulering, blot fordi identitet ikke kan observeres direkte. I specialets metodeafsnit
vender vi tilbage til, hvordan vi operationaliserer denne pointe.
Den abduktive tilgang gør også konstruktivismen kritisk overfor en skarp skelnen mellem forståelse
og forklaring, fordi forklaringer af adfærd altid må baseres på fortolkninger af mening, ligesom
forskning fokuseret på at forstå meningstilskrivninger, sprog eller sociale strukturer også vil fungere
adfærdsforklarende (Klotz og Lynch 2007: 15). Uanset om en forsker mener at begå forståelses-
eller forklaringsorienteret videnskab, findes der ingen neutral position, hvorfra objektiv viden om
11
Johnston formulerer det lignende: “Identity provides definitions of material interests that are associated
with particular social categories and roles. Actors, however, rationally act to optimize these interests, and
their behavior can be analyzed using standard expected utility models.” (Johnston 2007: 150).
37. Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 25
den sociale verden kan opnås, hvorfor fortolkning er socialforskningens grundvilkår. Endvidere bør
de samme empiriske krav eksistere for begge typer bestræbelser, hvilket ligeledes taler for en
betoning af overlap frem for forskelle (Wendt 1999: 85). Analytisk er der imidlertid en distinktion,
der går på, hvorvidt kausale eller konstitutive spørgsmål forsøges besvaret. Kausale spørgsmål tager
typisk form af årsags-virknings- eller ‘hvorfor’-spørgsmål, mens konstitutive spørgsmål er optaget
af ‘hvordan’- eller ‘hvad’-spørgsmål, som hvordan kombinationer af materielle og sociale strukturer
konstituerer aktører med identiteter. Alligevel har selv konstitutiv forskning forklaringsmæssige
funktioner, fordi validiteten af kausale forklaringer typisk afhænger af dybtgående beskrivelse og
forståelse (ibid.: 87). Det relaterer sig til konstruktivismens kausalitetsforståelse, der i modsætning
til hårdere positivistiske tilgange (f.eks. King et al. 1994: 208) ikke ses som lovmæssigheder, der
kun kan eksistere på tværs af sociale enheder såsom individer eller stater, men som et processuelt
fænomen, hvor X rimeligt kan siges at forårsage Y. Eksempelvis er socialisering en delvist kausal
proces, hvor aktører lærer nye normer; mere herom senere. Konstruktivismens metodologi er derfor
pragmatisk og muliggør studier af både forstående og forklarende og såvel konstitutive som kausale
spørgsmål, hvis forskeren gør sig klart, at enhver forklaring er betinget af den sociale og materielle
kontekst (Wendt 1999: 79-82; Finnemore og Sikkink 2001: 394; Jackson 2011: 111). På den måde
er det naturligt, at specialet behandler både et primært konstitutivt identitetsspørgsmål og et delvist
kausalt socialiseringsspørgsmål, og vi opholder os derfor ikke yderligere ved denne sondring.
3.2 Konstruktivismen som substantiel teori: Pragmatisk statscentreret systemteori
Ifølge Wendt kan konstruktivismen som social teori gøres til en domænespecifik substantiel teori
ved at udvælge et givet socialt system med et sæt primære aktører. Konstruktivismens argument for
muligheden for en sådan domænespecificering støttes oftest i et rationale om, at enhver teoritilgang
til et empirisk analyseområde beror på en a priori udvælgelse af analyseniveau og -enheder (Wendt
1999: 5–7). Vi tager som nævnt udgangspunkt i den tilpasning til IP-disciplinen, som især forbindes
med Wendt, men som et antal forskere har udviklet over de seneste 30 år. Ifølge Wendt foretager
denne teoriramme et valg af socialt system og privilegerede aktører, der minder om neorealismens,
nemlig det internationale system med stater som hovedaktører. Den helt anderledes bagvedliggende
sociale teori gør imidlertid, at perspektivet på staternes interaktion i det internationale system er
grundlæggende forskelligt fra neorealismens. Selvom begge teorier er ‘strukturelle’ i bred forstand,
forstår neorealismen den internationale struktur som en fordeling af materielle kapabiliteter, mens
konstruktivismen opfatter det som en fordeling af ideer, der påvirker staters handlerum, men som
staterne via gensidig konstituering samtidig er medskabere af og derfor ikke kan adskilles fra (ibid.:
5-12). Denne fordeling af kollektive ideer skaber forventninger om andre aktørers adfærd, hvilket er
38. 26 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
det, der skaber international stabilitet og orden (Finnemore og Sikkink 1998: 894). En anden central
forskel er, at statscentrismen i konstruktivismen ikke er ontologisk funderet som i neorealismen,
men mere motiveret af den observation, at staterne stadig synes at være de dominerende subjekter i
international politik. Derfor giver det “no more sense to criticize a theory of international politics
as “state-centric” than it does to criticize a theory of forests for being “tree-centric.”” (Wendt
1999: 9). Vores konstruktivistiske teorifundament er altså egnet til at afdække Kinas og Indiens
interaktioner med andre stater i klimaregimet, selvom vi kunne have inddraget andre aktørtyper i
undersøgelsen også (ibid.; Finnemore og Sikkink 2002: 401).
Selvom konstruktivismens prioritering af staten som aktør i det internationale system er empirisk
funderet, indebærer den stadig et behov for at kunne retfærdiggøre, hvordan ‘staten’ kan ses som en
reel aktør mere end blot en politisk arena. Vi tilslutter os her det abduktive argument, at idet næsten
alle relevante aktører (akademikere, medier, politiske beslutningstagere) konsistent tillægger staten
de opfattelser og interesser, som reelt tilhører dens repræsentanter, bliver det naturligt at behandle
den som en enhedsaktør. Denne længe-eksisterende antropromorfisering har nemlig konstitueret
staten med en intern beslutningsstruktur, der muliggør kollektiv handlen og resulterer i observerbare
adfærdsmønstre, som ikke kunne forklares uden at anerkende staten som en virkelig aktør (Wendt
1999: 195-216; Johnston 2007: 95; Jackson 2011: 89). Konstruktivismens pointe er her, at stater
konstruerer sig selv og hinanden via ideer om Selv og Anden baseret på hver enkelt stats narrativ
om et afgrænset Vi med en kollektiv identitet og historie, der sammen konstruerer en statsidentitet.
Det gør staten til en speciel social entitet, der er i stand til at udøve intentionel handlen, og som
således er aktør såvel som struktur (Wendt 1999: 218–219).
En udfordring for os og for konstruktivismen som sådan er, at der aldrig er opnået konsensus internt
i paradigmet om det konkrete indhold i begrebet identitet (Finnemore og Sikkink 2001: 399). Der
hersker dog udbredt enighed om en grundlæggende forståelse, der definerer identitet generelt som
en aktørs ideer om, hvem man er i en given situation, hvor disse ideer er konstitueret både internt af
aktørens selvforståelse og eksternt af graden, hvormed andre aktørers repræsentationer stemmer
overens med og anerkender denne selvforståelse. Dermed er identitet en såvel subjektiv som
intersubjektiv kvalitet, der danner udgangspunkt for aktørers adfærdsmæssige dispositioner og
motiver (Wendt 1999: 170, 224).
Endvidere betoner konstruktivismen, at stater altid besidder en flerhed af identiteter. Som regel
fremhæves især to identitetstyper som væsentlige for at forstå staters selvforståelse og ageren i
internationale relationer. En typeidentitet er en social kategori, der beskriver stater, der deler nogle
39. Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 27
bestemte karakteristika, som opfattes som socialt meningsfulde, såsom bestemte regimetyper eller
regeringsformer (f.eks. demokratisk), stat/samfund-relationer (f.eks. kapitalistisk), geo-kulturelle
profiler (f.eks. europæisk) eller socioøkonomiske forhold (f.eks. industrialiseret). En stat har mange
kontekstspecifikke typeidentiteter, og de karakteristika, der danner udgangspunkt for de identiteter
er intrinsiske eller præ-sociale (ibid.: 225-227). Bestemte typeidentiteter nyder større legitimitet og
giver nogle stater favorable internationale indflydelsesmuligheder, men hvilke typeidentiteter der
privilegeres på et givet tidspunkt betinges af den internationale sociale strukturs til enhver tid
gældende karakter.
Udover multiple typeidentiteter har stater også en række rolleidentiteter eksisterende alene i kraft af
dyadiske relationer til andre stater. En rolleidentitet er derfor defineret som modidentiteten for en
andens identitet og består som en fjende-, rival- eller vennerelation (ibid.; Finnemore og Sikkink
2001: 399). Dermed er rolleidentiteter aldrig intrinsiske, men af natur sociale. Wendt forstår de tre
typer modidentitet som udtryk for forskellige kulturer, hvor fjendskab betegner rollerne i en såkaldt
hobbesiansk kultur, i hvilken stater forsøger at dominere eller sågar udrydde hinanden. I kontrast
hertil betegner rivalisering en lockeansk kultur, hvor stater anerkender hinandens eksistensret, men
konkurrerer om eksempelvis territorium eller rigdom, mens venskab endelig betegner en kantiansk
kultur, hvor stater løser uoverensstemmelser fredeligt og er villige til at kæmpe sammen, hvis én af
dem trues af en tredjepart (Wendt 1999: 259-299). De dominerende rolleidentiteter definerer altså
kulturen i et socialt eller politisk system.
Som en tredje identitetstype påpeger Wendt kollektive identiteter, der er en kombination af type- og
rolleidentiteter. Ligesom en rolleidentitet er en kollektiv identitet et delvist socialt konstrueret Selv
skabt gennem inkorporering af en Anden, men hvor en rolleidentitet positionerer disse i forskellige
roller, forener en kollektiv identitet dem i en slags fælles identitet. Denne fælles identitet bygger
ligesom typeidentiteter på delte kendetegn—opfattet homogenitet—der dog her får en særlig social
signifikans og via altruistisk gruppeidentifikation giver anledning til gruppebaseret handling ved at
muliggøre løsningen af kollektive handlingsproblemer (ibid.: 229).
Det er disse antagelser om staters multiple identiteter, der leder os til at formode, at enhver stat altid
vil have en konkret klimapolitisk statsidentitet. Denne kan være specifikt klimapolitisk eller udledt
fra andre politiske sfærer, og den kan tage form som forskellige kombinationer af type-, rolle- eller
kollektive identiteter, men der må altid være en distinkt identitet, der danner udgangspunktet for en
given stats klimaindsats.
At vi ser staters identiteter som konstituerende for deres interesseformation, hvormed interesser
altså skabes endogent i sociale interaktioner og derfor essentielt er foranderlige ideer, betyder dog
40. 28 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
ikke, at ide- og interesseændringer sker let eller tit. Med afsæt i konstruktivismen forstår vi derimod
staten som en sammensat aktør bestående af relativt stabile identiteter og interesser, der konstituerer
den med opfattede nationalinteresser, der kun langsomt ændres (Klotz og Lynch 2007: 86). Selvom
identiteter og interesser altid er i proces, hvor stater gennem deres interaktion konstant producerer
opfattelser af Selv og Anden, er interaktionsprocesserne ofte så stabile, at identiteter og interesser
reproduceres og fremstår som givne eller naturlige. Det har primært at gøre med, at stater ligesom
andre aktører typisk føler en stærk forpligtelse til deres identiteter og af den grund har behov for
den ontologiske sikkerhed forbundet med konvergens mellem egen og andres forståelse af ens Selv,
mellem ens nuværende og tidligere selvforståelse og mellem ens nuværende og tidligere forståelse
af Andre. Identiteter og dermed interesser tager derfor ofte form som selvopfyldende profetier, der
fastholdes gennem løbende reproduktion. Af den grund er det hovedsageligt, hvis en aktørs identitet
udfordres af andre, at man bør forvente ændringer, fordi manglende social identitetsanerkendelse
skaber kognitiv dissonans, som aktører vil forsøge at rette op på (Wendt 1999: 319, 331–340).
En forudsætning for, at en stats identitet anerkendes som overensstemmende med dens adfærd og
ikke udfordres, er at staten overholder de sociale forskrifter eller normer, som andre stater ser den
som bundet af. Normer kan defineres som standarder for passende adfærd for aktører med en given
identitet (Barnett 2014: 164). Konstruktivismen taler her om, at normer kan have såvel regulative
som konstitutive effekter. Regulative normer kan siges at have kausal påvirkning på adfærden hos
aktører med givne identiteter, hvorimod konstitutive normer er skabende for selve disse aktørers
identiteter og interesser (Wendt 1999: 346; Finnemore og Sikkink 1998: 891).
Normer opstår ofte ikke ved, at en stat på eget initiativ beslutter sig for at ændre sin adfærd eller
identitet, men ved at ikke-statslige aktører såsom politiske bevægelser eller akademia danner stærke
ideer om passende adfærd på et område og forsøger at overtale stater til at agere i overensstemmelse
hermed. Konstruktivister beskriver oftest sådanne aktører som normentreprenører, hvis intentionelle
men normative adfærd kan beskrives som en form for strategisk socialkonstruktion. Når og hvis
normentreprenører lykkes med at overbevise en stat om rigtigheden af en norm, vil staten typisk
forsøge at overtale eller påvirke andre til også at agere efter normen, og gennem disse såkaldte
normledere vil visse normer over tid opbygge et større antal statslige normfølgere og derved reelt
opnå normstatus (ibid.: 897).12
En pointe er her, at hvor ikke-statslige normentreprenører generelt er
afhængige af at overbevise stater, så kan stater vælge at overholde en norm ud fra strategiske
overvejelser om mulige sociale belønninger og omkostninger forbundet med overholdelse eller
12
I specialet er vi således ikke interesseret i at undersøge tilblivelsen af normer på klimaområdet, men i deres
betydning for staters klimapolitiske identiteter og klimaindsats, når de har opnået en vis international status.
41. Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 29
afvisning af normen, ligesom de kan benytte sig af tvangsstrategier i forsøget på at påvirke andre
stater til normefterlevelse. Som vi vil uddybe nedenfor, er begge pointer særdeles relevante for
stormagter. Det er dog samtidig tilfældet, at kontinuerlig efterlevelse ofte gradvist fører til en stats
reformulering af identitet og interesser, hvor normen tages mere for givet, og efterlevelse bliver en
vanesag, hvilket igen kan forklares med behovet for ontologisk sikkerhed (Klotz og Lynch 2007:
93; Wendt 1999: 360–361).
Det er selvsagt ikke alle normer, der opnår universel udbredelse eller fungerer lige succesfuldt, hvis
de gør. Finnemore og Sikkink (1998: 906-907) argumenterer for, at flere faktorer har betydning for,
om en norm bliver indflydelsesrig. For det første er stater typisk mere villige til at acceptere en
norm, hvis de har brug for legitimering, hvilket for eksempel kan skyldes, at de er usikre på deres
internationale status eller oplever intern uro. For det andet opnår normer ofte større udbredelse, hvis
de støttes af stater, der opfattes som succesfulde forbilleder—f.eks. stormagter—hvorved prominens
ofte spiller en rolle. Endelig er normens intrinsiske karakteristika et vigtigt parameter, da specifikke
og entydige normer oftest klarer sig bedre end andre. En række forskere på den konstruktivistiske
fløj har uddybet dette sidste punkt, hvoraf flere synes at have relevans for specialet. Eksempelvis
kritiserer Shannon med udgangspunkt i politisk psykologi og Costa-Buranelli i et Engelsk Skole-
perspektiv konstruktivismen for en tendens til at overvurdere graden, hvormed normer fortolkes ens
af alle. Ifølge Shannon (2000: 294) bør konstruktivismen kvalificeres, så den kan håndtere, at stater
nogle gange vælger at ignorere eller bryde en norm, hvis en konflikt opstår mellem normen og en
stats opfattede nationalinteresse, mens Costa-Buranelli (2015: 501–509) påpeger, at internationale
normers indhold kan forstås forskelligt i forskellige geografisk-kulturelle kontekster, og at disse
potentielt modstridende forståelser kan konkurrere på globalt niveau. Begge pointerer dog, at idet
stater både er selviske og sociale aktører, der også bekymrer sig om international status og kognitivt
velvære, bør de kun forventes at bryde normer, som er så tvetydige—eller polysemiske—at der
efterlades så meget rum for fortolkning, at en stat kan retfærdiggøre over for sig selv og andre at
være undtaget.13
Heri ligger en advarsel mod homogenisering af staterne, blind for deres potentielt
forskellige forståelser af bestemte normer.
Adler-Nissen argumenterer ligeledes for, at anfægtelse af en norm oftest sker, når den bevæger sig
på tværs af forskellige sociokulturelle kontekster, typisk manifesteret ved statsgrænser (2014: 151–
13
Costa-Buranellis ES-afsæt adskiller sig i et vist omfang fra vores konstruktivistiske tilgang. Der er dog så
mange ligheder mellem de to tilgange, at vi finder hans indsigter anvendelige her. ES og konstruktivismen
deler en midterposition i IP-disciplinen, da begge anvender en social ontologi, der ser det internationale
samfund som en social sfære af delt viden, hvor stater konstitueres som aktører og socialiseres til at følge
bestemte normer og regler (Dunne 2013: 133–137).
42. 30 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
155). Derfor har det internationale samfund ofte behov for at kritisere eller ligefrem stigmatisere en
stat for ikke at efterleve en given norm for dermed at skabe ontologisk sikkerhed om den passende
forståelse og overholdelse af normen.14
Problemet er dog, at “international shaming is not likely to
have the desired effects (norm compliance) unless the moral authority of the stigmatizer is accepted
(…). Moreover, stigma imposition requires substantial effort on the part of the stigmatizers because
of the ambivalent norms that underpin an ultimately heterogeneous international society.” (Ibid.:
171). Altså hæmmes normudbredelse af tvetydige normer og manglende moralsk autoritet hos de
stigmatiserende stater, da stater ønsker at undgå kritik og derfor udnytter muligheder for at undvige.
De Franco et al. (2015: 1000) opsummerer det ret præcist: “When a norm is still openly contested, it
will be impossible to stigmatize countries that do not comply and difficult for norm entrepreneurs to
exercise political pressure.” De indsigter gør det muligt for os at undersøge, om normtvetydighed
har haft konsekvenser for Indiens (og nu i mindre grad Kinas) afvisning af Vestens argumenter om
at øge klimaindsatsen.
Selvom ikke alle forsøg på at udbrede og fremme overholdelsen af en given norm er succesfulde, er
sådanne processer i konstruktivistisk optik en af de primære dynamikker i international politik og
refereres oftest til som socialiseringsprocesser. Der er forskellige definitioner af socialisering, men
de fleste fokuserer på processer, hvor en stat ‘opdrages’ til at lære et systems praktiserede normer,
værdier og adfærdsformer (Johnston 2007: 21). Wendt foretrækker begrebet kulturel selektion frem
for socialisering for at fremhæve, at disse processer udgør den evolutionsmekanisme, der forårsager
et socialt systems udvikling. Han skelner i den forbindelse mellem to typer. Imitation beskriver
situationer, hvor stater relativt instrumentelt adopterer normerne hos de stater i systemet, som de
opfatter som materielt eller statusmæssigt succesfulde—eksempelvis stormagter—i et håb om, at de
normer også vil fungere for dem. Social læring betegner processer, hvor en stat lærer og tillige
internaliserer identiteter og interesser, som andre socialt relevante aktører finder passende for den
og behandler den som havende. Logikken er, at ved at behandle—eller altercaste—hinanden med
bestemte identiteter og en bestemt passende opførsel kan aktører opbygge nogle fælles ideer, som
genererer netop den opførsel og derved gør både Selv og Anden til meningsfulde identiteter (Wendt
1999: 325–331).
14
Adler-Nissen (2014: 149) beskriver stigmatisering som en proces, der kan “clarify the boundaries of
acceptable behaviour and identity and the consequences of nonconformity, that is, shame, exclusion or other
forms of punishment. (…) Stigmatization helps clarify the norms and achieve conformity by distinguishing
between “us” (the normal states) and “them” (the transgressive ones).”
