Successfully reported this slideshow.
We use your LinkedIn profile and activity data to personalize ads and to show you more relevant ads. You can change your ad preferences anytime.

Meddelelser 38 1992

312 views

Published on

SFAH: Meddelelser 38, 1992

  • Hello! I do no use writing service very often, only when I really have problems. But this one, I like best of all. The team of writers operates very quickly. It's called ⇒ www.HelpWriting.net ⇐ Hope this helps!
       Reply 
    Are you sure you want to  Yes  No
    Your message goes here
  • Hello! I can recommend a site that has helped me. It's called ⇒ www.WritePaper.info ⇐ So make sure to check it out!
       Reply 
    Are you sure you want to  Yes  No
    Your message goes here
  • If we are speaking about saving time and money this site ⇒ www.HelpWriting.net ⇐ is going to be the best option!! I personally used lots of times and remain highly satisfied.
       Reply 
    Are you sure you want to  Yes  No
    Your message goes here
  • Be the first to like this

Meddelelser 38 1992

  1. 1. ARBEJ DER HISTORIE 38 MEDDELELSER OM FORSKNING I ARBEJDERBEVÆGELSENS HISTORIE OKTOBER 1991 - udgivet af Selskabet til Forskning i ArbejderbevægelsensHistorie, Rejsbygade 1, 1759 Køben- havn V, tlf. 31 24 15 22 - Redaktion: Gerd Callesen, 'Ibglgårdsvej341 st.tv., 3050 Humlebæk, 42 19 15 94; Niels Ole Højstrup Jensen, Maglehøjen2, 4320 Lejre, 42 38 12 48; Anne-Lise Walsted, Arbejdermuseet, Rømersgade22, 1362 København K, 33 93 33 88. Kr. 100 for ikke-mdl., kr. 70 for mdl. - Sats: Werks Fotosats A/S - 'Il'ykzWerks Offset - ISSN 0107-8461. Udgives med støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd.Articles appearing in this journal are annotated and indexed in HISTORICAL ABSTRACTS Indholdsfortegnelse Artikler Paul Röhrig: »At hvælve en højere Himmel« - om Hjalmar Gammelgaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 Lars Olsson: Den gyldne flue . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 Dorte Salskov-Iversen: Det kollektive overenskomstsystem og lønfastsættelse i Storbritannien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Thomas Kjær Jensen og Bo Søby Kristensen: Marx, overgangsteori . . 37 Michael Klos: De tyske arbejderkvinder og verdenskrigen 1914-18 . . . . 49 Debat Flemming Hemmersam: Samlingen for arbejderminder, - traditioner og -kultur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64 Anmeldelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 Bogomtaler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104 Forskningsmeddelelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 108 Seminarer - tidsskrifter/årbøger1990/91 - invitation til arbejder- kulturseminar 1992 - afhandlinger under udarbejdelse Indeks for m: 1-15jindes 1'nr 16, form: 16-30 i nr 31. Forsidebillede: Hjalmar Gammelgaard på talerstolen ved et DUI-stævne i Sve- rige. Paul artikel »... at hvælve en højerehimmel over arbejdernes liv og stræben« fortællerom Hjalmar Gammelgaards betydningfor dansk arbejderop- lysning.Foto hos ABA.
  2. 2. Paul Röhn'g »... at hvælve en højere himmel over arbejderens liv og stræben« - Om Hjalmar Gammelgaard, en betydelig skikkelse inden for dansk arbejderoplysning, hans liv og virke Hjalmar Gammelgaard (1880-1956) var fra 1930 til 1949 Roskilde højskolesførsteforstander efter at skolen var blevet overtaget af arbejderbevægelsenHans indsats var åbenbart betydelig,og han prægedesåvel lærere som elever på skolen, det fremgårtydeligt,når man møder elever fra den tid. I ar- tiklen ses han gennem udenlandske briller af en fagkollega med en tilsvarende forankring i den socialdemokratiske ar- bejderbevægelse. Det var uundgåeligt,at den danske uddannelseshistories og de største dan- ske pædagogers mesterværk - folkehøjskolen- efter anden verdenskrig kom ud i en alvorlig kn'se. Det klmne forudses, at landbefolkningen, der hidtil næsten som den eneste befolkningsgruppe havde stået bag komplek- set af »frie skoler«, d.v.s. folkehøjskolen,friskolen og efterskolen, snart ville blive fåtalligog have en forholdsvis ringe indflydelse. En tid lang havde man kunnet tage brodden af argumentet om, at Grundtvig havde ønsket en skole for hele folket ved at påpege,at bønder og husmænd til syvende og sidst udgjorde befolkningens flertal. Men en skole, der kun var for et mindretal i befolkningen, kunne ikke længere gøre sig fortjent til navnet folkehøjskole.1 Det ligner nærmest et mirakel, at næsten hele den danske befolkning på meget kort tid, ca. i løbet af 60'erne, tog folkehøjskoleinstitutionentil sig. I 70,erne kunne man på alle danske højskolerfå at vide, at eleverne udgjorde en meget broget forsamling, at de kom såvel fra by som fra land, og at unge landmænd næsten var blevet en sjældenhed.I stedet for den tilbagegang, man havde frygtet, var der en støt stigning i elev- og deltagertallet. En afgø- rende faktor i denne udvikling var oprettelsen af »Højskolernessekretariat« som et centralt informations- og koordinationsorgan samt den reklamevirk- ning som de nyoprettede en- til fire-ugers kurser havde.2 I denne sammenhæng er arbejdernes integration, eller mangel på samme, i folkehøjskolevæsenetoverordentligt kompliceret. På den ene side oprette- des i 1910 den første danske arbejderhøjskolei Esbjerg på den socialdemo- 2
  3. 3. kratiske redaktør I.P. Sundbos initiativ, og i 1929 købte det nystartede Arbej- dernes Oplysningsforbund Roskilde Højskole, hvorved den næste folkehøj- skole for arbejdere kunne etableres, men på den anden side fremgik det af Gnmdtvig-kongressen i Köln i 1988, at der stadig er en kløft mellem den grundtvigianske højskolebevægelse og arbejderklassens organisationer. En kvindelig forbundssekretær fortalte om, at to store danske forbund, der or- ganiserer ufaglærte, gennem nogle år havde forsøgt at samarbejde med fol- kehøjskolernefor at give deres medlemmer adgang til nye uddannelsesmu- ligheder og skildrede de utrolige forståelsesvanskeligheder,der optræder i denne forbindelse.3 Hvis man betragter den danske folkehøjskoles hovedkendetegn, nemlig at der altid er tale om internatskoler, at der ikke gives erhvervsmæssigun- dervisning, og at der aldrig er tale om blot og bar vidensformidling, så kan man med det samme indse, at der må opståen konflikt med arbejderbevæ- gelsens traditioner, der jo altid har satset på rationalisme, videnskabelighed og politisk eller faglig skoling. I folkehøjskolebevægelsenstidlige år havde der også med den Bjørnbak'ske linie (opkaldt efter bondelederen Lars Bjørnbak) eksisteret en rationalistisk og pragmatisk retning, der allerede før Wilhelm Liebknechts berømte foredrag »Vian er magt - magt er viden« havde lanceret parolen: »Kundskab er magt og uvidenhed trældom«. Det, som Bjørnbak havde sat som mål for sine bondehøjskoler,gav _Liebknecht et helt århundredes arbejderoplysning med på vejen. Men i Danmark havde den Bjørnbak'ske højskoleretningikke kunnet stå distancen, og den af Grundtvig og Kold inspirerede retning, der viste sig at blive den sejrende, forkastede de rationalistisk-pragmatiske bondehøjskolers mål som ren og skær materialisme, mens Bjørnbak-tilhængernehånligtspurgte den åndeli- ge vækkelses folkehøjskoler,hvad »ånd« men i grunden var for noget.4 Set ud fra deres principielle holdninger havde det næppe været muligt at finde berøringspunktermellem den materialistisk indstillede arbejderbevæ- gelse og den »åndeligt«forpligtede grundtvigianske folkehøjskolebevægel- se, hvis ikke Bjørnbak, Brandes, Marx og den videnskabelige holdning som en understrøm havde fundet vej ind i den sidstnævnte, og hvis ikke megen af Grundtvigs og Kolds tankegang havde fundet en skyggetilværelsei arbej- derbevægelsen.Det er jo forbløffende, at Danmarks tre største socialistiske forfattere, Martin Andersen Nexø, Hans Scherñg og Jeppe Aakjær også havde et nært forhold til grundtvigianismen.5 Det forklarer på den ene side, at folkehøjskolebevægelsenog arbejderbevægelsenhavde - og vel stadig har - så store vanskeligheder med hinanden og på den anden side ofte kom ret godt ud af det med hinanden. Denne eventuelle delvise identitet mellem de to store folkebevægelserblev i højere grad end hos nogen anden person- iñceret ved én person: Hjalmar Gammelgaard. Da Gammelgaard, som var kontorchef i et leksikon- og skolebogsforlag og udgiver af videnskabelige håndbøger,skulle holde foredrag om folkehøj- skolens rolle i uddannelsessystemet for en ærværdig forsamling af erfarne folkeoplysere, indledte han beskedent, og måske lidt kækt: »Jeg har aldrig været elev på en højskole.«S
  4. 4. Hvis man i dag læser dette foredrag fra 1926, overraskes man af en besyn- derlig sammenstilling: Denne i statskundskab, nationaløkonomi, sociologi og statistik så velbevandrede forsker udtrykker sig samtidig på basis af den datidige højskoleverdenstankegang og følelsesmæssigeindstilling. Han hav- de studeret nationaløkonomi og statsvidenskab, men havde så at sige fået Grundtvigs og Christen Kolds forestillinger ind med modermælken. Hjalmar Gammelgaard, som er født i 1880, var søn af en friskolelærer, og det var dengang ensbetydende med at vokse op i et udelukkende grundt- vig-koldsk miljø.Som friskolelærer måtte man have en bestemt indre over- bevisning og påtagesig en ny livsstil, som indebar, at man måtte affinde sig med fattigdom og ijendth'ghed fra omgivelserne. I sin dejlige beretning om sin ungdom7fortæller Gammelgaard, hvordan hans far blev ansat som læ- rer på en lille friskole, som i 1872 var blevet oprettet af ca.12 bønder i Gislev nær Ryslinge, hvor også den første frie valgmenighed dannedes, og hvor Christen Kold oprettede de første friskoler. De andre bønder i området an- så hans ansættelse for at være et brud på skik og brug og dermed rent kæt- teri. En af de lokale spidser fortalte dengang, 'at han ikke havde lukket et øje i tre nætter af bar ærgrelse, og en anden skal have fortalt enhver, der gad høre på ham, at man burde brænde det møj af. Dette refererer i øvrigt til den i 'lyskland udbredte, men fejlagtige, opfattelse, at forholdene for ud- bredelsen af folkehøjskolerog friskoler var så gode, at Grundtvigs storarte- de ideer, i modsætningtil, hvad tilfældet var i Tyskland, meget let kunne gennemføres i Danmark. Har man denne opfattelse, kan det skyldes, at man glemmer, at ogsåi Danmark var kirken, staten og konservative kredse i samfundet modstandere af folkeoplysningen. Men der blev her kæmpet for den med en entusiasme og styrke, som ikke kendtes i Tyskland. Samtidig var det nemlig en kamp for forøget demokrati, og derfor hørte folkehøjskoleni sidste ende til blandt den demokratiske tidsalders moralske og politiske sejrherrer. Hjalmar Gammelgaard voksede altså op i et sådant radikalt mil- jø, som dog også,i ægte grundtvigiansk ånd, havde et bredt følelsesmæssigt grundlag, nemlig fællessang,samtale, kærlighedog andre former for fælles- skab, som er grundelementerne i det fælles familieliv og i lokalsamfundet. Den første biografisk dokumenterede kontakt med den anden store fol- kebevægelse,arbejdernes, ñk Gammelgaard i den socialistiske studenter- gruppe Catiljna, hvis møder han deltog i.8 Det fremgårikke af de offentlig- gjorte biografiske oplysninger, om han allerede fra det tidspunkt, eller først senere, identificerede sig med arbejderbevægelsen,og navnlig med hensyn til oplysninger om parti- og organisationsmedlemskab er man overordentlig tilbageholdende. Det ligger i hvert fald fast, at Gammelgaardfra begyndel- sen af 20,erne var på arbejderbevægelsensside og arbejdede ud fra dens fo- restilljnger. I øvrigtvar det ad omveje, at Gammelgaard kom i gang med et universi- tetsstudium. Efter at han i en meget ung alder var blevet malersvend, iik hans læselyst ham meget snart til at søge ind på et lærerseminarium, hvor han i 1901 aflagde eksamen. I to år fulgte han i sin fars fodspor som friskole- lærer, hvilket gav ham en fornemmelse af ikke at være særliggod til at un- ), i 4 '
  5. 5. dervise børn, hvorefter han gik på studenterkursus. Fra 1904 studerede han først filosofi, dernæst statsvidenskab, d.v.s. sociologi, økonomi og statistik. Efter at have afsluttet sin eksamen blev han først medarbejder på og senere leder af et forlag, der udgav håndbøgeri økonomi, sociologi og historisk sta- tistik - indtil han i 1930 blev forstander på Roskilde højskole. Fra 1920 havde Gammelgaard som bibeskæftigelseundervist på Borups Højskole i København, der stadig er den eneste folkehøjskolei Danmark, hvor lærere og elever ikke bor på skolen, fordi skolen oprindelig kun var til- tænkt københavnske arbejdere, og derfor måtte tilpasse sig deres særlige omstændigheder.Da AOF blev oprettet, gik Gammelgaard ogsåind i dette arbejde og underviste fra 1925 på den socialdemokratiske arbejderskole for faglige tülidsfolk og var i vinteren 1927-28 gæstelærerpå Roskilde højskole. Han havde således en bred erfaring med arbejdet på en folkehøjskoleog med at omgåsmennesker, noget der i forbindelse med hans rødder i det Grundtvig-Koldske miljøvar et ideelt udgangspunkt for at påtagesig opga- ven som forstander på Roskilde højskole. Borups Højskole var det første vellykkede forsøg på at få storbyens arbej- dere til at komme på en folkehøjskole. På den forholdsvis lille arbejderhøj- skole i Esbjerg, der var oprettet på lokalt socialdemokratisk initiativ i 1910, blev der undervist i socialistiske idéer ved hjælp af folkehøjskolensmetoder, og grundtvigianismens almenmenneskelige synsvinkel blev i høj grad anlagt. Alligevel fik det af Thomas Bredsdorff oprindeligt gennemførte og af hans søn Morten Bredsdorff videreførte forsøg på at bringe land og by sammen i lærerstaben ved Roskilde Højskoles start i 1930. Hjalmar Gammelgaard ses længst til venstre. (ABA).
  6. 6. Roskildes store, smukke højskole ingen vedvarende gennemslagskraft. Der var så mange vanskeligheder, at skolen i 1929 blev solgt til AOF, og der blev nu behov for at finde en forstander, der kunne gøre denne vigtige folkehøj- skole til en hjørnesteni arbejderoplysningen. Dette sikredes med valget af Gammelgaard, og man havde nu for mange år ud i fremtiden sikret sig, at der virkelig blev tale om en folkehøjskole,noget man fra 70'erne og fremef- ter ikke kan sige er tilfældet. Fra begyndelsen insisterede Gammelgaard på, at navnet Roskilde Høj- skole ikke måtte laves om til arbejderhøjskole,idet han ønskede at under- strege samhørighedenmed de andre folkehøjskolerog ikke forskelligheden fra dem, ja, han var endog overbevist om, at hans skole mere end de andre var i overensstemmelse med Grundtvigs intentioner. Den danske folkehøjskolebevægelsehavde nemlig et - eller måske endda to - problemer, som man ikke var meget for at diskutere. I 1955 blev det ene af disse problemer formuleret af en folkehøjskolemandog kulturmini- ster i det i Danmark så højt skattede billedsprog: I Ryslinge på Fyn - Gammelgaards fødeø - ligger ved siden af det statelige Ryslinge Højskole en lang, gul længe, der udpeges som den bygning, hvori Kr. Kold for ca. 100 år siden begyndte sin højskole. På denne bygning kunne man passende anbringe to mindetavler som va- rigt udtryk for de afgørende begivenheder i dansk folkeoplysningshistorie, der er knyttet til dette sted. Den ene kunne have følgendeindskrift: »Her grundlagde Kr. Kold i 1851 den danske bondehøjskole,der fik så umådeligbetydning for den danske bondestands udvikling fra almue til folk og som derigennem tik afgørende virkning for hele det danske sam- fund.« På den anden tavle kunne ordene formes omtrent således: »Her blev den højskoletraditiongrundlagt, der afsporede Grundtvigs oprindelige tanke om højskolensom borger-skolen for alle og som derved skabte den kløft mellem højskolenog alle uden for bondestanden, som der siden er gjort så mange ihærdigeforsøgpå at slå bro over.«9 Det kan ikke bestrides, at Grundtvigs idé om en stor folkelig højskolei Sorø ikke svarede til en lille bondehøjskole,men man må i rimelighedens navn ogsåspørge om, hvem der ville have siddet på skolebænken ved siden af de i vadmel og træskostøvler klædte bønder: I hvert fald ikke borgerskabet, og en egentlig arbejderklasse eksisterede næppe nok i Danmark, og det er i øv- rigt slet ikke sikkert, at gårdejemesbørn på deres side ville have siddet ved siden af arbejderne. Men Gammelgaard stillede spørgsmåletom, hvorfor man ikke senere, under meget gunstigere betingelser, skabte Grundtvigs statsborger-folkehøjskole.Og her er det man navnlig bliver opmærksom på Kolds særholdning.Han troede ikke nær så meget på Grundtvigs demokra- tiske oplysningsidéog var mindre interesseret i de nationale spørgsmål,som Rødding kunne takke for sin oprettelse. Han var langt mere interesseret i en moralsk-histelig vækkelse af den enkelte og havde derfor styret bort fra Grundtvigs verdslige folkehøjskoleidéog i retning af en mere kristeligt ori- enteret bondeskole. Det ville ikke være rigtigt at påstå,at den danske høj- 6
  7. 7. skole var udpræget kristelig - det var alene Indre Missions særskoler, der kan betegnes sådan - men Grundtvigs elever, der i hovedsagen var teologer, tog det for givet, at folkehøjskolerneskulle have et kristent grundsyn og rea- liserede ikke Grundtvigs utvetydige krav om, at de skulle være verdslige, fordi han mente, at trosspørgsmålog skole og politik var to helt forskellige ting. Hvis man havde fået inddraget byernes borgerskab i folkehøjskolen,så var det, man dengang kaldte det nye gennembrud, d.v.s. ateisme, darwinis- me, naturalisme, alt det som mange højskolefolkså som djævelens værk, blevet inddraget. Og hvis det til ny selvbevidstth vakte proletariat havde fået en større indflydelse, ville ogsåfritænkeridéer og den materialistiske hi- storieopfattelse være blevet draget ind i højskolebevægelsen. Det gik ikke Grundtvigs idé om at oprette et fællesnordisk universitet i Göteborg bedre end det gik den såkaldte Sorø-tanke: Det blev ikke opret- tet. Højskolebevægelsen havde etableret sig på et kristeligt og nationalt grundlag og ville sikkert have følt sig ilde berørt, hvis man så at sige som modvægt mod religiøstog nationalt snæversyn havde oprettet en universelt tænkende videnskabelig institution i Göteborg. Det var i hvert fald på nogenlunde denne måde, Gammelgaard havde kunnet forklare den besynderlige omstændighed,at den grundtvigianske be- vægelse ikke, da den selv var blevet stor og stærk, havde omsat Grundtvigs forestillinger om en folkelig og videnskabelig højskole til virkelighed. Og på den måde kan han, som jo nu vil føre arbejderklassen og folkehøjskolerne sammen, med stor ret hævde, at han stod for den ægte grundtvigske tradi- tion. Men hvis man nu vender sagen en ekstra gang og spørger om, hvad der var fælles for de forskellige varianter inden for den danske folkehøjskole, hvad der er blevet stående, så møder man atter Christen Kold og denne gang som den person, der muligvis styrede folkehøjskolenind på den den- gang eneste rigtige kurs. Gammelgaard har brugt et særdeles karakteristisk Kold-citat om hans og de andre skoler: »Paa Rødding kæmper de for dansk nationalt Liv imod tysk Kultur, og naar den først har sejret, saa er den Skoles Opgave fuldført. Paa Hindholm kæmper de for Bøndernes Ret mod Herremændene, og naar Bønderne er kommet ovenpaa, vil der ikke mere være Brug for Hindholm Højskole. Men i min Skole kæmper vi for Livet imod Døden, og den Kamp maa blive ved, saalængeVerden eksisterer; altsaa er min Skole den bedste.«10 Det er betegnende, at Kold ikke ogsåsiger, at denne eller hin skole kæm- per for demokratiet, og når det er opnået,har man ikke længere brug for skolen. For det som hans skole kæmper for, »livet«,er tildels identisk med demokratiet. Døden, som er alle dødeligeslod, kan man jo ikke bekæmpe, men det kan man derimod den død der rammer ånden, interessen, ansvar- ligheden, kærligheden og troen på noget ud over det materielle. Kampen mod kirkens og statens autoritet i åndeligeanliggender, virken for at vække menneskenes åndeligeliv og selvansvarlighed hører sammen og er alle de danske folkehøjskolersfælles fundament. I denne forbindelse kan man, som 7
  8. 8. Grundtvig, hæfte sig mest ved folkets frihed, eller, som Kold, ved den en- kelte, men man gårdog mere eller mindre ad den samme vej. Der findes to betydningsfulde udtalelser af Kold og Grundtvig, som også Gammelgaard hyppigt citerer, og som markerer de yderpunkter, som hele højskoleidéensspektrum befinder sig inden for: Jakob Knudsen har fortalt, at Kold engang blev spurgt af en ung mand, hvad der for ham var at lære på hans skole. Kold bad så om at få den unge mands ur, som denne med stolt- hed bar i sin vestelomme, han trak det op og sagde, at han (åndeligt)ville trække ham op på samme måde, sådan at han ikke mere kunne gå i stå, hverken i dette liv eller i det næste.11 Denne anekdote fortælles i forskellige variationer i litteraturen om folkehøjskolen.Og Grundtvig giver som svar, at han ønsker at give folket en »dannelse og oplysning for livet, som vi kan få den tydeligste forestilling om, når vi spørger om, hvad medlemmerne af det folkelige statsråd (dvs. de rådgivendestænder) behøver for at være de- res stilling voksne og deres hverv mægtige.«12Det at vække disse åndelige kræfter i den enkelte og at spore disse kræfter hen mod folket og fællesska- bets vel- det er netop de væsentligeelementer i en opdragelse til demokra- ti. Hjalmar Gammelgaard var indirekte enig med Christen Kold og direkte enig med Grundtvig i, at folkehøjskolensidé var nøje knyttet til den demo- kratiske idé. Det bliver især tydeligt, da han i oktober 1933 skal tale til en kreds af pædagoger og teologer om »Skole og Samfund«13,og han i lyset af fascismens udvikling i Europa hævder, at de to udviklinglinjer, demokrati og diktatur, var i kamp på liv og død, og i denne kamp kan heller ikke sko- len tjene to herrer, men må træffe en beslutning. Hvis demokratiet skal væ- re andet end en illusion, må det hvile på et solidt kulturelt fundament, hvil- ket Grundtvig tidligt havde erkendt, og det indebærer, at skolen i stedet for at terpe paratviden må arbejde på at give indsigt og overblik, analyse og syntese, selvstændighedog dømmekraft, og den skal også forankre demo- kratiet følelsesmæssigt.Diktaturets skoleideal kaldte han, og det var beteg- nende, at han brugte det tyske udtryk, for »Gleichsehaltung«,og han appel- lerer til alle lærere om at stille sig i spidsen for kampen og uddanne en slægt, der kan afværge den truende fare for at hundrede års oplysningsar- bejde skal blive ødelagt. På baggrund af en sådan tankegang var arbejderoplyseren Gammelgaard selvfølgeligheller ikke indstillet på at give plads til nogen form for totalitæ- re tendenser på venstrefløjen.Det var for grundtvigianeren Gammelgaard helt utænkeligt,at tro på en historisk lovmæssighed,som individet måtte bøje sig for, at tilsk'rive handlingens love den samlede kollektivvilje,eller at give et politisk parti ret i, at det altid havde ret over for den enkelte. Men også den tendens, der navnlig gjorde sig gældende inden for Socialdemo- kratiets og fagbevægelsensoplysningsarbejde til på den ene side at koncen- trere sig om klassebevidstheden og på den anden side tillidsmændenes praktiske funktioner, var for lidt for Gammelgaard. »Der skal flere dyder til end klassebevidsthed og solidaritet for at bygge en verden Op«14skrev han engang i »Arbejderhøjskolen«. 8
  9. 9. Naturligvis kendte og forstod Gammelgaardarbejdernes og deres organi- sationers behov. Efter de fem-måneders vinterkurser holdt man på hans højskoleét- og to-ugers kurser for tülidsfolk, hvor de kunne forberede eller videreuddanne sig med henblik på deres arbejde på virksomhederne. I ti år var han formand for DUI, han var fra 1943 leder af det lokale frihedsråd, og viede det sidste år af sit liv til at fungere for regeringen som konsulent for oplysningsarbejdet i de danske fængsler.Det er klart, at Gammelgaard i sin egenskab af sociolog analyserede klasseforholdene, han skrev præcisetek- ster om de datidige fabriksarbejderes fremmedgørelse,han beskæftigedesig med arbejdsløshedenog problemerne i forbindelse med den demografiske udvikling, han skrev en bog om byerhvervenes situation og analyserede de samfundsforandringer, der fandt sted på hans tid. Man skal altså ikke se Gammelgaard som en sværmerisk pædagog eller blåøjetidealist. Men alli- gevel holdt han fast ved, at pædagogikkenhar en opgave, der ligger ud over det at gøre folk dygtige til denne eller hin færdighed - nemlig virkeligt at uddanne mennesker til at være mennesker. Man skulle af og til skrælle det tilfældigeog ofte også det karikerede af folkehøjskolen og se at nå ind til det væsentlige,det evige ved sagen, det man genfinder overalt, hvor en på- virkning af denne art sker overfor mennesker, i hvem der er spirekraft, hvad enten det er i Israels profetskoler, i buegangene ved foden af Akropolis, i middelalderens klosterskoler eller i det lille husmandshus på Ryslinge mark (Kolds første skole).'5 I sin karakteristik af folkehøjskolensvæsentlige ele- menter hæfter Gammelgaard sig ved de to begreber »en skole for livet« og »den personlige skole«.16 Videre i foredraget fra 1926, som senere førte til, at Ganmlelgaard blev hentet til Roskilde, giver han sin begrundelse for, at bourgeoisiet åbenbart ikke har behov for folkehøjskolernzDet er kun interesseret i egne ambitio- ner og succes og foretrækker at holde de arbejdende masser nede i uviden- hed. Bondestanden tilpasser sig i stigende grad til borgerskabets kultur og foretrækker at sende sine egne sønner og døtre på realskole eller i gymnasi- et.18 Men de unge arbejdere, som han har lært at kende på sine arbejderkur- ser, er lige så åbne og ubrugte, som de unge bønder var ved folkehøjskoler- nes begyndelse, men der eksisterer derude helt forkerte forestillinger om ar- bejdernes åndeligehabitus. Arbejderne er skeptiske over for de herskende doktriner, de vil se en sag belyst fra alle sider og har ingen sympati for dem, der taler dem efter munden.19 Gammelgaardved også,at arbejderne kun kan vinde deres kamp for medbestemmelse og bedre levevilkår ved hjælp af disciplin og solidaritet, men han afviser den holdning, man også kan få at høre, om at arbejderbe- vægelsen vil miste sin gennemslagskraft, »når dens medlemmer forvandles fra blindttroende væsener til personligt tænkende og selvstændigtfølende og fantaserende mennesker«.20 Tværtimod opfatter arbejderne, og her hen- viser Gammelgaard ogsåtil Eduard Weitsch, instinktivt tanken om person- ligheden og friheden som helt forenelig med disciplin og solidaritet i den materielle kamp. Næsten alt arbejderbevægelsensoplysningsarbejde løber en risiko for kun 9
  10. 10. at blive et middel til at nå de politiske og materielle mål. IG-Metalls be- tømt-berygtede teser for oplysningsarbejdet siger oven i købet, at det drejer sig om målrettet uddannelse i organisationens og dens måls tjeneste.21Som regel vil enhver, der i denne sammenhængsnakker om mening med uddan- nelsen på nogen anden måde,blive beskyldt for pladderhumanisme. Sandsynligvis skyldes Gammelgaards succes som arbejderoplysnings- mand, at arbejderne ikke havde grund til at tro, at han underviste med et af organisationerne dikteret formål, og derfor var de heller ikke bange for at blive underkastet et sådant mål. Gammelgaards kollegaer og eleverne på skolen havde åbenbart en umådeligtillid til ham. Det er faktisk gribende at læse, hvad tidligere elever, tillidsfolk, kollegaer og politiske venner skriver om denne oprette, trofaste, men aldrig indoktrinerende eller snæversynede arbejderoplyser, som tusindvis af mennesker husker til deres dages ende.22 På den ene side gjorde hans store viden og hans levende måde at undervise på ham til en fængslendelærer, på den anden side var han så dybt foran- kret i den Grundtvig-Koldske tradition, at han også tillagde »hjertet«,sin- det, kærligheden,og - med et nøje kendskab til Freud - det underbevidste stor betydning og derfor lod det spille en rolle. Han var en af skaberne af den dejlige »Arbejdersangbog« og sang hver dag til egen klaverledsagelse morgensang sammen med arbejderne - som det jo var og er almindeligt på andre højskoler.”For ham var det nødvendigt,at demokrati og solidaritet ogsåhavde et følelsesmæssigtgrundlag. Fra Kold har vi fået overleveret følgende udsagn:»Det ville være en fattig hjælp for folk og fædreland, hvis vi opdrog vore børn til tyskerhadere og Medaljens bagside. Tilskuere og DUI-ere forsamlet foran Roskilde Højskole ved indvielsen den 9. juni 1930. (ABA). 10
  11. 11. herremandsljender, når de ikke fik noget andet og højereat leve for.«24 På samme måde mente Gammelgaard, at det var for ringe at lade arbejderen, der i arbejdsprocessen er reduceret til kun at fungere, ogsåpolitisk og men- neskeligt at blive stående ved klassebevidsthed og klassesolidaritet. Idéen om, at arbejderen kun skulle hævde sine økonomiske interesser, så ville en samfundsrevolution eller -reform og endelig en anden verden og ny menne- skehed komme af sig selv, var en fejltagelse med grufulde konsekvenser. Det var kun få arbejderoplysningsfolk som Hermann Heller, Gertrud Her- mes, Eduard Weitsch, Adolf Reichwein og Fritz Borinski, eller i Danmark altså netop Hjalmar Gammelgaard, der indså, at kun åndeligtog sjæleligt modtagelige arbejdere med intellektuelt og kulturelt højtudvikledemulighe- der kunne skabe en ny fremtid og ikke arbejdere, der ene og alene koncen- trerede sig om at fungere og forsvare deres materielle interesser. Der er in- gen, der klarere end Gustav Landauer har erkendt dette; fuld af retfærdig harme bebrejdede han det gamle tyske socialdemokrati dette, da han ca. 1909 skrev: »En beskrivelse af virkeligheden skulle lyde sådan: Industri-, storby- og landproletariatets masser har sat mere til end blot god ernæring, ordent- ligt tøj og bolig og tryghed; de har mistet deres sjæl; de har intet mod, in- gen handlekraft og intet håb. Til masserne, som ville have haft gavn deraf, hvis man som modvægt mod deres destruktion havde bragt en til religiøsi- tet grænsende åndeliggørelse,bragte man i stedet, i grusom dumhed, ma- terialismen og læren om, at de - som de nu engang var og helt kollektivt - var de udvalgte, de frelsende; man orde deres åndeligemæthed til deres fysiske sults søster; man fostrede arrogance og hovmod blandt dem, og re- sultatet er, at de ikke kender til andet end udvikling og klassekamp. Der findes en historie ad usum delphini, d.v.s. en forløjet historiefremstilling, lagt til rette så den kan bruges i opdragelsen af prinser; men den historie, som man ad usum plebis, til brug for proletariatet har føjet til, er ikke spor bedre: der skal ikke længere være noget stort og herligt og helligt i ver- den, ingen skabelse af det overordentlige, ingen stille, men uimodståelig åndens vingesus, ingen profeternes skuen og forkyndelse, som ikke altsam- men kan føres tilbage til klassekampen og de økonomiske forhold.«25 Godt og vel 20 år senere siger Gammelgaard i et noget jævnere sprog det samme: at arbejderen ikke blot har en økonomisk men også en åndelig kampfront. Folkehøskolen skal ikke blot vække erkendelsestrangen og ska- be erkendelsesglæde,så rig og værdifuld den end er, men skal også,»inden- for de beskedne grænser, den magter, søge at hvælve en højere himmel over arbejderens liv og stræben«,25den skal hjælpe ham til at forstå - og her kan digtningen tages til hjælp - at han her og nu kan leve en meningsfyldt tilværelse. Men hvis det lykkes at fylde proletariatet med den samme drøm om komfort, erotisk, sportslig og materiel succes, som behersker vore dages bourgeoisi, da er kapitalismens åndeligesejr vunden. Også de tre danske arbejderhøjskoler har i de sidste to årtier næsten to- talt indrettet sig på en formâlsrettet tillidsmandsuddanelse. Da jeg for nogle år siden sammen med en gruppe studerende var på besøg på en af disse 11
  12. 12. skoler, blev forstanderen spurgt, hvilken forskel der var mellem arbejder- højskolenog de grundtvigianske højskoler.Det kortfattede svar lød: »Vi har ingen drømme.« Det ville nok have fået Gammelgaard til med sorg eller ærgrelseat have tænkt pådenne højerehimmel. Litteraturliste Kun de af Gammelgaards skrifter, der umiddelbart vedrører emnet, er anført; hans øvrigeøko- nomiske og historiske bøgerog skrifter er udeladt. Gammelgaard, Hjalmar: Radioens Knlturopgaver. Af et Foredrag i Arbejdernes Radio-Klub. I: Arbejderhøjskolen1931,s.19-25. Gammelgaard, Hjalmar: Oplysningfør og nu. I: Arbejderhøjskolen1933, s.45-50. Gammelgaard, Hjalmar: Skolen og Samfundet. I: A.C Høberg-Christensen (udg): Skolen og Livet. 1933. (Tilligegengivet i Taler og artikler, citeret efter Gammelgaard 1960.) Gammelgaard, Hjalmar: De Arbejdsløseog Højskolen.I: Arbejderhøjskolen1936, s.3-8. Gammelgaard, Hjalmar: Børne- og Ungdomsarbejdet. I: Kulturen for folket 1938, s.181-205. Gammelgaard, Hjalmar: Arbejderne - Fra Stændertid til Folketid. I: Arbejderhøjskolen1940, s.40-49. Gammelgaard, Hjalmar: Vi og Historien. I: Arbejderhøjskolen1941s5-18 (a). Gammelgaard, Hjalmar: Dansk Industriliv. I: Dansk i tusind aar. Redigeret af C.P.O. Christian- sen, 1941,s.172-197(b). Gammelgaard, Hjalmar: Den danske Folkehøjskole100 Aar. I: Arbejderhøjskolen1944, s.5-11. Gammelgaard, Hjalmar: I Anledning af - . I: Arbejderhøjskolen1946, s.5-10. Gammelgaard, Hjalmar: Omkring Arbejdersangbogen. I: Arbejderhøjskolen1947, s.10-14. Gammelgaard, Hjalmar: En Lykønslming.I: Arbejderhøjskolen1948, s.5-8. Gammelgaard, Hjalmar: 'Ialer og artikler. I: Arbejderhøjskolen,februar 1960. Hjalmar Gammelgaard tilegnet. Roskilde Højskoles Elevforening 1955 (Festskrift i anledning af Hjalmar Gammelgaards 75 års-dag). Grundtvig, N.F.S.: N.F.S. Grundtvigs Volkshochschule. Eingeleitet von Erich Weniger, andet oplag, Weinheim: Beltz 1962. Grundtvig, N.F.S.: Grundtvigs Skoleverden i tekster og udkast. Eyvin Bugge (udg.) 2 bind. Kø- benhavn: Gads 1968. Koch-Olsen, Ib: Gammelgaard, Hjalmar. I: Dansk biografisk leksikon. 3.udg 1980, s.105-108. Kold, Chresten: Udvalgte tekster. Johannes Hagemann og Harald Sørensen (udg). Køben- havn: Gads 1967. Landauer, Gustav: Einkehr. I: Der Sozialist, december 1909. Genoptrykt i: G. Landauer: Auch die Vergangenheit ist Zukunft. Siegbert Wolf (udg). Frankfurt: Luchterhand 1989, s.90ff. Röhrig, Paul: Lebendige Erwachsenenbildung - Reflexionen über die Aktualität von N.F.S. Grundtvig. Bederkesa: Ev. Heimvolkshochschule 1989 (Dialog 10). Röhrig,Paul (udg.): Um des Menschen willen - Grundtvigs geistiges Erbe als Herausforderung für Erwachsenenbildung, Schule, Kirche und Soziales Leben. Kölner Grundtvig-Kongress 1988. Weinheim: Deutscher Studienverlag 1991. Röhrig,Paul: Einige pädagogischeund gesellschaftspolitische Gedanken zum Streit um die Ar- beiterbildung i: L. Koch og J. Oelkers (udg.): Bildung, Gesellschaft, Politik. AJ. Gail zum 70. Geburtstag. Frankfurt: Haag & Herchen 1981,s.33-56. - Også optaget i: Adolf Brock et al. (udg.): Lernen und Veråndern. Marburg: SP-VerlagSchüren 1987,s.105-119. Rørdam, Thomas: Die dänische Volkshochschule. København: Det danske selskab 1977. Vogel, Norbert og Scheile, Hermann (udg): Lernort Heimvolkshochschule. Paderborn: Schö- ningh 1983. Yde, Henrik: Grundtvig og dansk socialisme. I: Højsskolebadet109 (1984),hæfte 12 og 13. " Artiklen er oversat fra » zu wölben einen höheren Himmel über des Arbeiters Leben und Stre- ben« - Zum Werk des grossen dänischen Arbeiterbildners Hjalmar Gammelgaard, i: Martha Friedenthal-Haase et al. (udg.): Erwachsenenbildung im Kontext, Bad Heilbnmn/Obb. 1991. 12
  13. 13. Noter 1. PpøsøwæwH Om den danske folkehøjskolesgenerelle udvikling og problemstilling, smlg. Rørdam 1977, Vogel/Scheile 1983, Röhrig1989 og 1991. Se ogsådisse med henblik påyderligere litteratur- henvisninger. Der er uendelig mange dansksprogede titler, og en henvisning til disse ville sprænge rammerne for nærværende artikel. Se herom Arne Andersens mere detaljerede beskrivelse i Röhrig 1991 s. 90-97. Inken Meinertz i Röhrig1991,s. 193-195. Smlg. Gammelgaard 1944. Se herom Henrik Yde 1984. Gammelgaard 1960, s. 43. Idem, s. 23-31. Smlg. Koch-Olsen 1980, Gammelgaard 1960 og Gammelgaard tilegnet 1955. Gammelgaard tilegnet 1955, s. 87. Gammelgaard 1944, s. 10. Her gengiver Gammelgaard i noget forkortet form et længere mundtligt udsagn fra Kolds side. Smlg. ogsåKold 1967, s. 118 f. Citeret i Gammelgaard 1960, s. 10. Grundtvig 1968, bind II, 5. 116. Citeret i Gammelgaard 1960, s. 36. Gammelgaard 1933 og 1960. Citeret efter Gammelgaard tilegnet 1955, s. 35. Gammelgaard 1960, s. 46f. Idem s. 47 og 49. Idem s. 52f. Idem s. 53. Idem s. 54. Idem, s. 55. Smlg. med Röhrig 1981. Gammelgaard tilegnet 1955. Gammelgaard 1947 og Gammelgaard tilegnet. Kold 1967, s. 121). Landauer 1989, s. 93. Gammelgaard 1960, s. 62. Abstract. Röhrig, Paul: »... zu wölben einen höheren Himmel über des Arbeiters Leben und Streben«. Arbq'derhistorie 38 (1992). Hjalmar Gammelgaard (1880-1956)versuchte eine Synthese zu fin- den zwischen der grundtvigianischen Volksbildung und der Arbei- terbildung, die ursprünglichgegensätzlicheAusgangspositionen ha- ben. Als Leiter der Heimvolkshochschule in Rosldlde, die der Ar- beiterbewegung gehörte,setzte er seine offenbar bedeutenden pä- dagogischen Fähigkeitenein, um dieses Ziel zu erreichen. Der Köl- ner Bildungswissenschaftler Paul Röhrig diskutiert hier Gammel- gaards theoretische Einschätzungen. Der Artikel erschien ur- sprünglich in Martha Friedenthal-Haase et al.(Hrsg.): Erwachse- nenbildung im Kontext, Bad Heilbrunn/Obb. 1991.
  14. 14. Lars Olson Den gyldne flue Lars Olson var opponent ved ThorleifürFridrikssons forsvar af sin disputats om de skandinaviske socialdemola'atiers re- lationer til den islandske arbejderbevægelse1916-1956. Det store spørgsmålvar; hvor grænsen mellem rådgivningog ind- blanding gik. Hvorledes skulle den islandske arbejderbevæ- gelsenavigere mellem internationalisme 0g islandsk selvstæn- dighed. »Fluen er kommet fra sydøst,og den har gyldne vinger«hävdade man i den konservativa isländska tidningen Visir 1918. Man anklagade den bräckligais- ländska arbetarrörelsen för att ha tagit emot mutor av de danska socialde- mokraterna för att klmna ge ut en egen tidning och därvid givit avkall på den nationella kampen för Islands självständighet.Det är denna anklagelse, som Thorleifur Fridriksson omformulerat till huvudfrågeställningi sin dok- torsavhandling om den isländska arbetarrörelsens relationer till de skandi- naviska socialdemokratiska partierna. TF:s undersökningomspänner tiden från bildandet av Althydusamband Islands (ASI, Islands Arbetareförbund)1916 till upprättandetav vänsterre- geringen 1956. Under denna tid splittrades och reorganiserades den isländ- ska arbetarrörelsen i flera omgångar.Redan från början av 1920-ta1et torna- de politiska motsättningarupp sig efter internationth mönster, och 1930 bildade vänstern en formel] sektion av Komintern. 1940 splittrades den dit- tillsvarande enhetliga arbetarrörelsen i en facklig och en politisk del. Dessa motsättningarstår i centrum i TF:s stimulerande bok lika mycket som frå- gan om skandinavisk indblanding i ASI:s och socialdemokraternas verksam- het. Det är en angelägenundersökningbåde som komplement till de veten- skapliga undersökningar om Islands arbetarklass och arbetarrörelse som genomförts under senare år och som komplement till Kersti Blidbergsun- dersökningav kontakter och samarbeta inom den nordiska socialdemokra- tin 1931-1945,där hon utelämnat Island.1 TF har inga explicit formulerade teoretiska utgångspunkterför sin under- sökning men utgår från två, mer eller mindre teoretiskt orienterade, pro- blemområden: radikalismen inom den norska arbetanörelsen under åren kn'ng första världskrigetresp. samarbetet inom den tidiga skandinaviska ar- betarrörelsen. Han relaterar dock inte sin egen undersökning till tidigare 14
  15. 15. forskning om dessa problem. En fylligareredovisning av exempelvisdiskus- sionerna mellan Bernt Schiller och Martin Grass om karaktären på Kom- mittén för skandinaviska arbetarrörelsens samarbete hade kunnat ge ett bättre utgångslägeför TF att diskutera sin huvudfrågeställning:internationalism eller inblandning? Markerade kommitténs upplösningslutet på övergången från internationalism till nationell orientering inom arbetarrörelsen, eller uttryckte den övergångentill nyare och effektivare former i samarbetet inom den skandinaviska arbetarrörelsen? I självaverket diskuterar han a1- drig sin frågautan driver en genomgåendetes om att de skandinaviska soci- aldemokraterna blandade sig i det isländska partiets verksarnhet. Den isländska arbetarrörelsen inspirades från Danmark. De två viktigaste agitatorerna, Olafur Fridriksson och Hedinn Valdemarsson, vistades exem- pelvis i Köpenhamn under Zahleregen'ngen och »vendte hjem med socialis- men i kufferten« (s. 25). Åven om TF inte diskuterar det, år det rimligt att tro att ASI:s program inspirerades av det danska partiets på samma sätt som t ex skånska fackföreningarsgjort tidigare.2 En övergn'pandefrågablir då: när övergårinspiration och rådgivningtill inblanding i samarbetspart- nerns inre angelägenheter?Den fråganhade inte bara de inblandade par- terna svårighetatt hantera, utan det också TF. Frågorom internationalism och nationell orientering var synnerligen deli- kata i såväl den danska som den isländska arbetarrörelsen i slutet av och ef- ter första världskriget.Ledande socialdemokrater i Danmark försökte ñnna en positiv lösningpå förhållandet mellan Danmark och Island, även om frå- gan inte engagerade dem lika mycket som försöken att återvinna Sönderjyl- land. Samtidigt som man sympatiserade med principen om nationell självbe- stämmanderätt, var man angelägenom att förhindra att Island skulle under- ordnas »en kapitalistisk imperialistisk Stormagt«.Nationell självständighet under borgerlig ledning för Island var således en inte helt okomplicerad frå- ga för de danska socialdemokraterna. Så inte heller för de isländska. Men fråganär om man kan knyta en förändrad ståndpunkti förbundsfrågantil] den danska hjälpen för att starta en socialdemokratisk tidning på Island? TF accepterar okritiskt de konservativa beskyllningarna att den gyllne flu- gan från sydostñck den isländska arbetarrörelsen att ge upp självständjg- hetskraven. Aven om ledarna inom den isländska arbetarrörelsen förmåd- des ändra ståndpunkt- TF framhåller självatt det saknas bevis för detta - borde förhållandet ha problematiserats. Det var kanske mer angeläget att ha en egen dagstidning som motvikt till den borgerliga pressen än att låta den borgerliga hegemonin befästas i ett helt självständigtIsland? I början av 1920-talet drabbades islänningarnaav den splittring av den in- ternationella arbetarrörelsen, som manifesterats redan 1917 och befästs med Kominterns bildande 1919. ASI kvarstod dock som samlingsorganisation med såväl socialdemokratiska som kominternorienterade underorganisatio- ner. När qujaviks socialzls'tföreningsände en representant till Kominterns ñärde kongress 1922 - alltså efter antagandet av Lenins beryktade 21 teser - splittrades föreningen och den reformistiska minoriteten bildade Islands s0- cüzlistförening.TF ser denna splittring som »en del av de internationella 15
  16. 16. strömningar,som hade sina rötter i produktionsförhållandenasutveckling« (s. 33). Han utreder dock inte vad detta betyder, vilket han hade kunnat gö- ra genom en utförligareanknytning till den Bull-Galensonska tesen om den samtida radikalismen i Norge och till Magnus Magnussons forskning om den socio-ekonomiska utvecklingen i Island. Direkt inblandning i islänningarnasverksamhet dokumenterar TF inför alltingsvalet 1923. »V1 förutsätter«, skrev man från Köperhamn, att valkam- pen »kommer att föras på absolut socialdemokratisk grundval både i skrift och tal« (s. 34). Anledningen var att Olafur Fridriksson, som kandiderade på Västmannaöarna, hade anslutit sig till Kominternsektionen. Det slutade med att ASI drog tillbaka OF:s kandidatur, vilket TF tolkar som följsamhet mot danskarna. Samma tolkning gör han av det nära sambandet mellan bi- stånd från den 1923 bildade Socialistiska arbetareinternationalen och ASI:s inträde i den 1926. Säkerligenspelade danskarnas agerande en viss roll här- vidlag, men det verkar rimligare att - som Stefan Hjartarsson gör - hävda att det ekonomiska stödet påskyndade,ja kanske rentav bestämde tidpunkt- en för enträdet.3 En diskussion om förhållandet mellan interna och externa drivkrafter hade här varit på sin plats. Vad var det i »produktionsförhållan- denas utvecklin «, som skapade betingelser för motsättningarnainom den isländska arbetarrörelsen, den starka radikalismen och vänsterns fortsatt- ningsvis starka ställningi isländsk arbetarrörelse? En djupare analys av des- sa förutsättningarhade säkerligen kunnat bidra till förståelse af det spän- ningsfältinom den isländska arbetarrörelse, där den skandinaviska agerade stöttepelareför reformisterna Och Komintern för vänstern. Det senare per- spektivet nonchalerar TF helt. Han framhåller däremot, att kommunisterna för första gångenframträdde som organiserad opposition påASI:s kongress just 1926. Splittringen av den isländska arbetarrörelsen bekräftades och befästes 1930, då vänstern organiserade sig som en sektion av Komintern, började ge ut en egen tidning och uteslöts - efter förebild från brittiska Labouf - som politisk orgnisation ur ASI (s. 39 Et).För ASI medförde 1930-talets början fortsatt integrering i den nordiska reformismens gemenskap. Under intrka av den tyska nazismens framväxt rekonstruerades 1932 Nordiska arbetarrö- relsens samarbetskommitté, dock utan det stora norska partiet, DNA. Den- na kommitté utorde ett unikt regionalt samarbete inom den internationel- la arbetarrörelsen och innebar för Islands del, att kontakterna vidgades från att tidigare nåstan enbart rört det danska partiet; danskaxna tycks f.ö. ha fått nog av att ensamma bära huvudansvaret för de isländska kamraternas överlevnad. Genom att socialdemokraterna blev regeringsparti i alla de skandinaviska länderna underlättades kontakterna genom att partimöten kunde låggas i anslutning til ministermöten. Jag delar förvisso inte TFzs uppfattning, att de socialdemokratiska partierna med regeringsinnehavet plötsligtförvandlades från systemkritiker till försvarare av den borgerligt-kapitalistiska ordningen; ambitionen till föråndringfanns där trots allt. TF berör emellertid kortfattat ett intressant problemområde,som Klaus Misgeld behandlat för efterkrigs- 16
  17. 17. tiden, nämligenhur arbetarrörelsens internationalism påverkadesav rege- ringsinnehavetf Islänningarna fruktade främst att den socialdemokratiska internationalismen skulle ge vika för kampen om marknader, främst fiske- gränser (s. 46), ett problem som fått förnyad aktualitet för islänningarnai samband med tendenserna till europeisk integration i början av 1990-talet. TF har här berört ett väsentligtområde för fortsatt forskning om arbetarrö- relsens internationalism. De isländska socialdemokraterna bildade 1934 »de arbetande klassernas regering«tilsammans med det liberala Framstegspartiet. Detta ledde till ett smärre bakslag i 1937 års val. Fråganär dock 0m socialdemokraternas tillba- kegångmed 2,7% och kommunisternas framgångmed 2,0% kan tolkas som »en önskan från arbetarnas sida om en fo]kfront«? Hur som helst föreslog kommunisterna bildandet av en folkfrontsregering, vilket mislyckades. TF visar övertygande hur starka motsätningarna mellan partiledningarna var och hur en facklig opposition mot de politiska motsättningarnaväxte fram. Som en ny politisk kraft bildades 1938 Socialistpartiet, ibland kallat Folkets enhetsparti, av den fackliga vänstern bland socialdemokraterna och av kom- munister. Därpå följde en kamp inte bara om arbetarnas stöd utan också om arbetarrörelsens egendom: Folkets Hus, Folkbageriet och Folktryckeri- et. Socialdemokraterna agerade snabbt och raff'merat för att säkra egendo- men medan man ännu kontrollerade ASI. Genom jämförelse mellan för- handsteckningen till aktieinnehav i FH 1934 och det faktiska aktieinnehavet 1942 kan TF påvisahur någraaktieinnehavare köpt mycket fler aktier än de hade tecknat sig för; någraav dem var unga släktingartill socialdemokrati- ska ledare. TF knyter dessa omständighetertill det stora lån ASI fick av svenska LO samma år. Då ASI:s handlingar från den här tiden år förkom- na, kan TF endast spekulera i hur lånet använts som säkkerhet för manipu- lationarna. Hur det gick med bageriet och tryckeriet får vi dock inte veta. Motsättningarnainom ASI i slutet av 1930-talet ledde till att socialdemo- kraterna fick avstå från kontrollen över den facklige huvudorganisationen. Arbetarrörelsens fackliga del avskiljdes från den politiska på ett än tydligare satt än vad som skett i den skandinaviska arbetarrörelsen långt tidligare. Aven de borgerlige partierna hade ett visst inflytande i Arbetarförbundet, och 1942 kunde socialisterna tillsätta ordförande med hjälpav det konserva- tiva Självständighetspartiet.TF framhåller att socialdemokraterna i demon- stration lämnade förhandlingarna,men han anger ingen orsak (s. 95 ff). En- ligt Finnur Jonssons rapport till Nordiska arbetarrörelsens samarbets- kommittés möte i Stockholm 1945 berodde det på att kommunisterna ville utse även de socialdemokratiska ledamöterna i förbundsstyrelsenl° 1940 hade Island besatts av brittiska trupper och förbindelserna med Danmark avskurits. Personalunionen med Danmark från 1918 löpte ut 1943, och redan 1939 åkte Stauning till Island för att diskutera ett fortsatt för- bund. Han fördes då, enligt TF, bakom ljuset av de isländska socialdemo- kraterna, som inte ville riskera det danska ekonomiska bistånd, som så väl behövdes i kampen om den isländska arbetarrörelsen då. Det finns förvisso inga bevis för ett samband mellan partiledningens vaga uttalanden i för- 17
  18. 18. bundsfråganoch dess behov av stöd, understryker TF, men han hävdar än- då, att »det er helt forsvarligt att drage en sådan konklusion«. TF ser det t o 111 som en »kovendning«,när socialdemokraterna som enda parti i Island helt slöt upp bakom Iegallösn'verne,som ville förhandla om självständigheten så som förbundslagenföreskrev. Både det konservativa Självständighetspar- tiet och Socialistpartiet anslöt sig till lyn-lösn'veme,som ville utnyttja det utrikespolitiska låget för ett ensidigt frigörande från Danmark (5. 80 ft). Men är inte just fasthållandet vid de borgerligt-demolrratiska och parlamen- tariska spelreglerna det som vänstern generellt anklagat socialdemokrater- na för? Fråganom varför socialdemokraterna var legalister och varför soci- alisterna/kommunisterna slöt upp bakom de konservativa i självständighets- frågankräver en djupare behandling i skämingspunkten legalism/nationa- lism/borgerlig hegemoni istället för en obelagd tes om bestickning. Andra världskrigetsslut följdes snart av det kalla kriget. I det självständi- ga Island styrde socialisterna ASI, som därför uteslöts ur Nordiska arbetar- rörelsens samarbetskommitté fram till 1948, då socialisterna isolerades och förbundet kom att styras av en koalition mellan socialdemokraterna, fram- stegspartiet och självständighetspartiet.På våren lämnade ASI, sist av alla nordiska fackliga centralorganisationer, World Federation of 'Hade Unions, som bildats 1945 i syfte att skapa en enhetlig, internationell fackföreningsrö- relse. TF visar förtjänstfullthur det kalla kriget omöjliggiordefortsatt fac- kligt internationth samarbete över partigränserna,präglademotsättningar- na inom den isländska arbetarrörelsen och hur den utvecklades på ett helt annat sätt än i Skandinavien. I december 1952, mitt under brinnande Koreakrig, gick de isländska arbe- tarna ut i den största strejk, som någonsinförekommit i Island. Det tycks ha varit revoltstämningpå gatorna i Reykjavik, och eftersom socialdemokrater- na hade radikaliserats på sin kongress tidligare på året kan man kanske tala om en revolutionär situation. Bland ledande, avsatta reformister oroade man sig inte minst för det ekonomiska stödet till de strejkande från WFTU och för att dessa skulle kunna drabba samman med de 1946installerade amerikanska militära trupperna i Keflaviksbasen (s. 129 ff). Aven om vi inte får någontilfredsställande förklaringtill den, ijämførelse med övrigaVäst- europa, unika revolutionära situationen i Island, är TFzs framställninghögst intressant. Han övertygar också om de i minoritet fösatta reformisternas försök att hos de skandinaviska partierna misstänkliggöraoch undergräva de nya radikala ledarnas ställning.Däremot övertygar han inte i sin tes att dessa helt och hållet slöt upp kring de avsatta ledarna. Det var ju ändå till slut det danska partiet, som svarade för det ekonomiska stödet till Folkbla- det 1953. Kampen mellan höger och vänster inom socialdemokratin kuhninerade 1954. TF visar hur motsättningarnakom i öppen dager inför kommunalvalet i början av året och därefter även under partikongressen, då den radikala partiledningen från 1952 avsattes. Uppenbarligen fälldes den på försvarsfrå- gan, någotsom indikerar att de generella inrikespolitiska effekterna av det kalla kriget verkade även i Island. TF påvisarövertygandeden energi, som 18
  19. 19. de danska socialdemokraterna utvecklade för att ordna ekonomiskt stöd till den nya partiledningen den här gången.»Nu« slog internationalismen över i sin motsats, hävdar TF. »Der er ikke tale om støtte partierne imellem, men om at broderpartierne blander sig på groveste vis i interne stridigheter i det islandske Socialdemolcrati Hele det socialdemokratiske partiapparat blev sat i sving for at styrke partiledelsen i kampen om Den islandske Lands- organisation« (s. 215). År det inte att överdriva? Det rörde sig ju bara om 15 000 kr. De svenska och norska partierna var därtill inte lika energiska, och skillnaderna mellan de skandinaviska partierna hade förtjänat en dju- pare analys. Var det de nära personliga relationerna mellan isländska och danska socialdemokrater, en större ideologisk närhet mellan dem än mellan islänningarnaoch de andra skandinaverna eller de historiska banden, som gjorde att just de danska partivännernavar mest engagerade den här gån- gen också? TF menar att kampen på 1954 års partikongress inte var ett isolerat kalla- krigsfenomen. Från 1920-talet hade debatten om organisationen intensifie- rats »fra dag til dag«(s. 217).Någonså rätlinjigutveckling har han dock inte påvisati avhandlingen, utan relationerna mellan olika riktningar har varie- rat från tid till annan, bl a beroende på de internationella relationerna och på Socialistinternationalens resp Kominterns politik. TF visar själv hur kampen om arbetarrörelsen i Island hade en speciel] karaktär under det kalla kriget. Det år i självaverket en av de stora förtjânsternamed avhand- lingen, och härvid kan den förhoppningsvisinspirera till fortsatt forskning. TF visar t ex, hur amerikanska ambassaden i Reykjavik 1952 stationerade en dansk där i två månader för att studera fackligt-politiskan frågor.Mannen var antälld vid Mutual Security Agensy, en utlöpare till Marshallplanen. TF kan också visa, att enskilda och fackföreningar»med kommunistiska ten- denser« registrerades, något som inte speciellt utmärkte Island. Men där gjordes registreringen av den amerikanska ambassaden! TF försöker vidare etablera ett samband mellan Marshallplanen, Islands Industriproduktivitets- oenter, den danska ambassaden i Reykjavik, högerflygelninom den isländ- ska socialdemokratin, den danska socialdemokratin och Fria fackförenings- internationalen. Han kan inte minst visa hur amerikanska pengar används för att skola isländska arbetare ideologiskt ($206 ff, s. 254 ff). Detta är ett centralt perspektiv hos TF, som borde prövas ytterligare inte bara för Is- land. Medan vänstern förlorade sin ledande ställninginom det socialdemokra- tiska partiet, kunde den bibehålla sitt fackliga inñytandeinom ASI. På 1954 års kongress etablerades en folkfront mellan den socialdemokratiska vän- stern, socialisterna och kommunisterna. De ledande socialdemokraterna hänvisade till den olyckliga splittringen 1938, då mångadugliga fackföre- ningsmän och »äkta socialdemokrater« tvingats över till Socialistpartiet. Man önskade en mindre partipolitiserad facklig rörelse, men man krävde också att de amerikanska trupperna skulle lämna Island. De radikala social- demokraternas position stärktes i början av 1955 av en långstrejk mot den konservativa regeringens »svä1tremspo]itik«.Kravet på en folkfrontsrege- 19
  20. 20. ring med såvâl den samlade arbetarrörelsen som den borgerliga vänstern awisades av den nya socialdemokratiska partiledningen. Ledaren för den socialdemokratiska vänstern, Hannibal Valdimarsson, uteslöts ur partiet på våren 1956. Följdenblev återigenatt en ny politisk konstellation, Folkallian- sen, bildades inför valet 1956. Det blev då alltingets näst största parti, och socialdemokraterna »tvingades«in i en vänsterregering. Radikaliseringen av valmanskåren och arbetarklassen i Island i mitten av 1950-talet är tämligenunik internationellt sett, och det är ett viktigt bidrag till den internationella arbetarrörelsens historia att lyfta fram den. TF ser den som »et rent islandskt fænomen« (s. 233). Men riktigt så unik år den kanske ändå inte? Splittringen av socialdemokratin och reorganiseringen av vänstern påminneri mycket om samma företelse i Norge 1961. Ledarna för det nybildade Socialistisk Folkeparti utgick också ur socialdemokrath cen- trala ledning, medan mångakommunister ute i landet anslöt sig till partiet.7 Det som särskiljerIsland är snarast tidpunkten och formerna. Där reorgani- serades och förnyadesvänstern medan det kalla kriget ännu pågickoch mot bakgrund av omfattande strejker. Var rentav islänningarnapionjärerför ny- daningen av den nordiska vänstern? Fråganfaller utanför TFzs undersök- ningsperiod, men den reses utifrån hans undersökning. Sammanfattningsvis kan man säga att TF tagit upp mångahögst intres- santa problem om motsättningarnainom den isländska arbetarrörelsen och dess förbindelser med de skandinaviska socialdemokratiska partierna. Un- dersökningcnbaserar sig på ett omfattande material i sldlda nordiska arkiv och på intervjuer av ledande politiker. TF har på ett framgångsriktsätt fån- gat de politiska motsätningarnainom den isländska arbetarrörelsen och de personliga kontakter, som fanns mellan specith isländska och danska soci- aldemokrater. Det är dessas isolerade agerande, som står i fokus i den i mitt tycke alltför politiskt inriktade undersökningen.V1 får i självaverket ingen förståelse för de ledande, reformistiska socialdemokraternas ställningstag- ande. Den sociala basen för reformismen förbises helt och hållet, liksom dess dialektiska förhållande till den radikala vänstern. Man kan inte förstå socialdemokraternas agerande isolerat från varken kommunisternas och Kominterns verksamhet eller de borgerliga partiernas och kapitalets karak- tär och verksamhet. Genom att bortse från dessa förhållanden har TF inte lyckats skapa trovärdighet åt sin allför starka ñxering vid tesen om de danska socialdemokraternas inblandning i den isländska arbetarrörelsens inre angelägenheter.Mitt intryck av de publicerade protokollen från den Nordiska arbetarrörelsens samarbetskommitténs verksamhet 1932-1946 är snarast att de skandinaviska partierna var tämligenointresserade för den is- ländska - och den ñnska - arbetarrörelsens problem.8 Slutligen vill jag uttrycka min uppskattning över att TF låtit illustrera sin framställningmed ett flertal intressanta bilder. Men tyvär har dessa inte placerats där de innhållsmässigtborde vara utan där det fanns plats för dem. TF har heller inte utnyttjat dem i analysen. Så hade t ex karikatyren över en isländsk arbetarkvinnas uppvaktande av Frederik Borgbjerg 1918 (s. 29) kunnat föranleda en diskussion om reformismens sociala bas. Kvinnor- 20
  21. 21. na utorde 1910 38% av arbetarna i Reykjavik,och de bildade redan 1914 en egen fackföreningdär.9 Detta sagt också för att än en gångpåpekaavsakna- den av en social analys som komplement till den politiska. Lars Olsson Thorleifur Fridriksson: Den gyldne flue. De skandinaviske socialdemokratiers rela- tioner til den islandske arbejderbevaegelse 1916-56. Internationalisme eller indblan- ding? - SFAH skriftserie 21 - SFAH, København 1990, 368 s., kr. 200,-. Noter 1. 5"?? 99°.” Magnus S Magnusson, Iceland in transition. Labour and socio-economic change before 1940 (Lund 1985);Finnur Magnusson, The Hidden Class. Culture and Class in a Maritime Setting. Iceland 1880-1942 (Aarhus 1990);Stefan F Hjartarsson, Kampen om fackförenings- rörelsen. Ideologi och politisk aktivitet på Island 1920-1938 (Uppsala 1989);Kersti Blidberg, Splittrad gemenskap - kontakter och samarbete inom nordisk socialdemokratisk arbetarrörelse 1931- 1945 (Stockholm 1984). Se t ex B0 Blomkvist, International i miniatyr. Studier i skånsk arbetarrörelse före 1880 och dess internationella kontakter (erd 1979). Hjartarsson, s. 116. Hjartarsson, s. 114. Klaus Misgeld, Sozialdemokratie und Aussenpolitik in Schweden: Sozialistische Internatio- nale, Europapolitik und die Deutschlandfrage 1945-1955. Frankfurt 1984. Samråd i krisetid. Protokoll från den nordiska arbetarrörelsens samarbetskomitté 1932-1946 (utg av Krister Wahlbäck och Kersti Blidberg. Stockholm 1986),s. 282. Arbetarrörelsen. En uppslagsbok (Stockholm 1978, 1974),s. 125. Se note 6. Magnus Magnusson, s. 110,193. Abstract: Lars Olsson: Criticism of »The Golden Fly«by Thorleifur Fridriksson. Arbq'derhiston'e 37 (1991). The author acted as a critic when Thorleifur Fridriksson defended his doctoral thesis on the Scandinavian Social Democratic Parties' relations to the Icelandic workers, movement in the time from 1916 to 1956. Throughout the doctoral thesis the view is held that the Scandinavian Social Democratic Parties interfered with the wor- kingsof the Icelandic Social Democratic Party. This partis engage- ment in the international workers' movement was made difficult by consideration for the Icelandic independence. According to the aut- hor, the candidate for the doctorate has as many difficulties as the involved parties in separating inspiration and advice from direct in- terference. 21
  22. 22. Dorte Salskov-Iversen Det kollektive overenskomstsystem og lønfastsættelse i Storbritannien - nylige tiltag og tendenser i et historisk og kulturelt perspektiv I december 1991 afvisteden britiske regeringEF-indblandingi arbejdsmarkedsforhold. Følgendeanalyse af det britiske over- enskomstsystemgiver læseren en idé om, hvorfor det liæer Storbritannien så fjernt at underordne sig en centraliseret, lvlfæstet,supra-national institution på (også)dette område. I artiklen fokuserespå det kollektive overenskomstsystem fri- villigenatur, dvs. de kollektive aftalers vejledendeog ikke ret- ligt forpligtende karakter, de centrale organisationers yderst begrænsedeindflydelse samt statens historisk vel at mærke tilbagetruknerolle. Den aktuelle anledning til denne artikel er den i 1990 genoptagne diskus- sion om en reform af lønfastsættelse i Storbritannien i lyset af landets på det tidspunkt kroniske løn- og prisspiral samt forestående og i oktober 1990 realiserede medlemskab af det Europæiske Monetære System. Debatten var bemærkelsesværdigaf mindst to grunde. Dels blev den startet af fagbe- vægelsen,eller i hvert fald dele af den, som derved endelig tog et konstruk- tivt initiativ efter 10 matte og demoraliserende år; og dels afspejlede reaktio- nen på dette udspil til reform af lønforhandlingsstrukturenpå forbilledlig vis de traditioner og særegne træk, som har præget udviklingen af det briti- ske overenskomstsystem siden den første spage manifestation af et sådant system i 1898. Generelt om det britiske arbejdsmarked Det private og offentlige arbejdsmarked omfattede i 1990 i alt 27,3mio. per- soner, heraf var 6 mio. (22,1%) ansat i den offentlige sektor. Arbejdsløshe- den var i oktober 1991 12,3%, (3,6 mio.) arbejdsløse,mod 5,7% (1,3mio.), i 19792. Arbejdstagernes organisationer tabte i perioden 1979-1989 over 3 mio. medlemmer og organisationsprocenten var i 1991 ca. 44%3; denne procent indbefatter også de ca. 2 mio. arbejdstagere, hvis forbund ikke er medlem- mer af den britiske hovedorganisation "Itades Union Congress, (TUC). TUC har kun rådgivende,koordinerende og henstillende beføjelserover for 22
  23. 23. sine 78 (ultimo 1989).medlemsorganisationer, hvoraf de 20 største udgør 86% af det samlede r'nedlemstal'i Medlemmerne af arbejdsgivernes centrale organisation, Confederation of British Industry, (CBI), som kan være både virksomheder og arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer, beskæftiger til- sammen ca. 12 mio. personer5. Det er vigtigt at fastholde, at CBI spiller en meget anderledes rolle end f.eks. dens danske modstykke DA. CBI er pri- mært en lobbygruppe, der i medier og over for regeringen varetager er- hvervslivets og især industriens interesser. I forhold til sine medlemmer er CBI udelukkende et serviceorgan. Eksempelvis har CBI aldrig medvirket ved de indkomstpolitiske aftaler, som blev indgåetmellem Labour-regerin- ger og TUC i perioden mellem 2. verdenskrigs slutning og frem til 1979. For- melle møder mellem CBI og TUC er yderst sjældne. Lønfastsættelse i dagens Storbritannien I 1988 viste en undersøgelse foretaget af CBI, at både i 1979 og i 1986 var ca. 70% af alle industriarbejdspladser omfattet af kollektive overenskom- ster. I reelle tal var der dog tale om en tilbagegang grundet industriens fal- dende andel af den samlede økonomi. I den private servicesektor, der vok- ser i disse år, var udbredelsen betragteligt lavere, idet kun ca. 30% af de an- satte var dækket af det kollektive overenskomstsystem, men med meget sto- re udsving inden for de enkelte områder. Bag disse tal gemmer sig endvide- re en øget decentralisering, hvorved stadig flere arbejdsgivere fra den priva- te sektor som helhed trækker sig ud af centrale, landsdækkende forhandlin- ger på industriniveau, (multi-employer bargaining), for enkeltvis at forestå forhandlingerne med de ansattes organisationer (single-employer bargai- ning)6. Siden CBIs undersøgelse fra 1988 er der yderligere tegn på,at kollektive overenskomstforhandlinger som metode til fastsættelse af løn- og arbejds- vilkår er vigende; dette ses bl.a. af det markant voksende antal anerkendel- sessager (recognition), som indbringes for rådgivnings-,mæglings- og for- ligsinstitutionen ACAS7. Et britisk fagforbund har i lighed med et dansk ik- ke en lovfæstet ret til at forhandle løn- og arbejdsvilkårmed en given virk- somhed på vegne af de i virksomheden ansatte medlemmer. Delvis grundet den betragteligt lavere organisationsprocent har det imidlertid aldrig været en ren ekspeditionssag for et britisk fagforbund at opnå forhandlingsret. Den overvejende politiske konsensus i dette århundrede og frem til 1970er- ne om det betimelige i at fremme udbredelsen af frie, kollektive overens- komstforhandlinger medførte dog, at staten principielt anbefalede arbejds- giverne at anerkende fagforeninger, som ønskede forhandlingsret. Således forefandtes fra 1971 og frem til ophævelsen i 1980 en række lovfæstede reg- ler, som skulle lette anerkendelsesproceduren. I 1971 fremkom ligeledes en vejledende kodeks vedrørende praksis i forbindelse med opnåelseaf aner- kendelse; denne kodeks blev ophævetaf regeringen i maj 1991. I Storbritannien findes ikke en egentlig mindsteløn gældende for alle, men 2,5 mio. arbejdstagere inden for særligt udsatte og lavt organiserede lavtlønsområder får i dag en lovbestemt mindsteløn, fastsat af 26 af staten 23
  24. 24. nedsatte råd (Wages Councils) med ligelig deltagelse af arbejdsgiver- og ar- bejdstagerside. Den oprindelige hensigt med rådene var at »modne« svagt organiserede områder, således at parterne efter en tid selv kunne stable kollektive overenskomstforhandlinger på benene - i de fleste tilfælde har specielt arbejdstagersiden været for svag til, at dette har været muligt. I 1986 fjernede regeringen ordningen for 500.000 unge under 21, som tidligere faldt ind under dens beskyttelse. Rådene er gentagne gange blevet truet med nedlæggelseaf de konservative regeringer i 1980erne, som fandt, at rå- dene ved unødigt at fordyre arbejdskraften udorde en barriere for opret- telse af nye arbejdspladser. Indtil videre er det blevet ved at fyre 60% af de inspektører,hvis ansvar det er at undersøge,om virksomhederne rent fak- tisk betaler de lovbestemte mindstesatsers. I den offentlige servicesektor, der traditionelt har været karakteriseret ved centrale lønforhandlinger,har de offentlige arbejdsgivere på forskeng vis indskrænket omfanget af centrale forhandlinger samt kollektive overens- komster i det hele taget med henblik på at skabe et angiveligt mere fleksi- belt lønsystem.Udlicitering af diverse serviceydelser, som tidligere blev va- retaget af offentligt ansatte i stat og kommuner, har reduceret de kollektive overenskomsters rækkevidde, idet det ikke længere er et lovkrav, at det ud- liciterede arbejde skal aflønnes og udføres i henhold til den på området gældende overenskomst. For kommunalt ansatte har den stigende decentra- lisering af lønforhandlingernebetydet, at der rent lønmæssigtnæsten intet har været at forhandle om grundet det af staten fastsatte udgiftsloft for de enkelte kommuner. I 1983 fik sygeplejersker, jordmødre og sundhedsplejer- sker helt frataget retten til at forhandle løn. I 1987 fik de selskab af 400.000 folkeskole- og gymnasielærere.For disse områder samt for læger, tandlæ- ger, topembedsmændsamt hæren (i alt 1400.000) fastsættes lønnen i stedet ensidigt af staten på basis af en indstilling fra et i princippet »neutralt« or- gan, de såkaldte »pay review bodies« (hvoraf der i dag er 5); medlemmerne er imidlertid udpeget af premierministeren og domineres ganske af arbejds- giversiden9. Forslaget til omstrukturering af britiske lønforhandlinger,»A New Agen- da - Bargaining for Prosperity in the 1990s«,blev fremsat i august 1990 af de to store fagforbund GMB (General, Municipal and Boilermakers) og UCW (Union of Communication Workers)1°.Specielt GMB tegner en moderat udgave af »den nye realisme« i britisk fagbevægelseog er rent politisk pla- ceret lidt til højre for midten. Udspillet i »A New Agenda etc.« tager ud- gangspunkt i Storbritanniens skrantende økonomi og faren for at sakke yderligere bagud ved overgangen til det indre markeds skærpedekonkur- rence. Der anslås korporative toner ved at fremhæve behovet for en fælles og koordineret indsats i form af trepartsdrøftelser som den eneste måde, hvorpådet britiske samfund sikres den økonomiske, politiske og sociale ny- tænkning,der er nødvendigfor at kunne gå 1990eme i møde. Som forkla- ring på, hvorfor udviklingen løb de sociale parter af hænde, anføres det bl.a., at den britiske fagbevægelsehar været fastlåst i en historisk betinget skepsis over for ethvert initiativ fra arbejdsgiverside i stedet for at sætte de- 24
  25. 25. res egen dagsorden og navnligskue fremad. Det pointeres også,at et egent- ligt samarbejde mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere kun har væ- ret muligt i krisesituationer, f.eks. under de to verdenskrigeu. GMB og UCWs forslag anbefaler en centraliseret lønforhandlingsproces,som tids- mæssigt skal koncentreres i årets tre første måneder. De egentlige forhand- linger skal ske under hensyntagen til regeringens årligeøkonomiske redegø- relse i efteråret og en efterfølgendeoffentlig diskussion mellem TUC, CBI og regeringen om et makroøkonomisk og socialt acceptabelt resultat for de forestående forhandlinger. Denne tidsplan betyder, at regeringen kan tage højde for overenskomstresultaterne i finansloven, som i Storbritannien ved- tages omkring 1. maj, samt fastsætte en mindsteløn for alle. Det understre- ges, at denne koordination ikke er indkomstpolitik ad bagvejen. Med denne plan placeres arbejdsmarkedet i centrum for samfundsudviklingen, og det er ingen underdrivelse, når det i forslaget konkluderes, at dette kræver en ra- dikal ændring i parternes forestillinger om kollektive overenskomstforhand- linger, disses rækkevidde og potentiale. Dette for en dansker ikke særligt radikale udspil skal ses på baggrund af det britiske overenskomstsystems indretning og historie, som skal udredes nedenfor. Historisk perspektiv Et egentligt kollektivt overenskomstsystem udvikledes, i modsætningtil fag- lige organisationer, relativt sent i Storbritannien, når man betænker den tid- lige industrialisering. I maskin-, værfts- og trikotageindustrien sås lokale for- handlinger om løn- og arbejdsvilkårmellem fagforeninger og individuelle arbejdsgivere tilbage fra ca. 1860; det var dog først i slutningen af århundre- det, at der på industriniveau blev knæsat et regelsæt til regulering af for- handlinger mellem parterne. I 1896 sluttede arbejdsgivere inden for store dele af maskinindustrien sig sammen for at dæmme op for fagforeningernes voksende styrke. En effektiv lockout aktion som modtræk til de organisere- de arbejderes strejker for kravet om en 8-timers arbejdsdag tvang i 1898 fag- forbundene til forhandlingsbordet, hvor de underskrev forliget the Terms of Settlement, 1898. Dette forlig fastsatte procedurer til afværgelse af faglig strid, således at en lokal uoverensstemmelse ikke kunne føre til faglig ak- tion, før sagen var forsøgt bilagt på centralt niveau. Derimod indeholdt for- liget ingen bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår,eller hvad der i dansk ar- bejdsret betegnes som normative bestemmelser. Arbejdsgiverne havde søgt og opnåeten styrkelse af deres position, der hvor de var mest sårbare, og hvor forbundenes lokale og meget autonome afdelinger stod stærkest, nem- lig på regionalt niveau og virksomhedsniveau, uden dog at give afkald på den enkelte arbejdsgivers ret til direkte forhandlinger med egne ansatte, en- ten enkeltvis eller i grupper. Ydermere havde og har disse procedurer ka- rakter af frivillige aftaler, som til enhver tid kan fraviges: de (og iøvrigtogså eventuelle normative bestemmelser i de tilfælde, hvor de måtte forekom- me) var og er at betragte som »gentleman«-aftalerog ikke retligt forpligten- de; rent juridisk har kollektive aftaler også i dag udelukkende en vejledende funktion i forhold til individuelle aftaler. I 1910 var kun 1⁄10af alle industri- 25
  26. 26. arbejdere dækket af kollektive aftaler, men grundet maskinindustriens ud- bredelse havde ikke mindst 1898 forliget afsmittende virkning på de aftalesy- stemer, som parterne i andre brancher selv udviklede i de følgende årtier”. Den anden grundpille blev nedsættelsen i 1916 af det såkaldte Whitley Udvalg, som på regeringens opfordring fik til opgave at fremkomme med forslag til forbedringer af forholdet mellem arbejdsmarkedets parter. Med dette initiativ signaleredes et markant skridt væk fra 1800-tallets laissez-fai- re-liberalisme, som helt frem til første verdenskrigs begyndelse havde afvær- get væsentligeændringeri den meget tilbagelænederolle, som staten havde spillet i lønfastsættelsesprocessensamt ved udarbejdelse af regler til regule- ring af denne proces”.Tre væsentligeforløbere for statens initiativ i 1916 med konsekvenser for lønfastsættelsesprocessenskal dog nævnes: - The Conciliation Act 1896 (Mæglingsloven),i følge hvilken arbejdsmar- kedets parter opfordredes til at nedsætte lokale mæglingsinstitutioner,der kunne løse de faglige stridigheder, som parterne måtte forelægge dem - altså et tilbud, ikke et krav. Hermed bekræftedes fra statens side den grundliggende frivillige regulering af britiske arbejdsmarkedsforhold, som stadigvækkarakteriserer systemet, selv efter ændringerne i 1980erne. Det skal bemærkes, at både arbejdsgiver- og arbejdstagersiden var yderst skep- tiske over for selv denne milde form for statsindblanding og kun brugte lo- ven i begrænset omfang”. - The 'Bade Boards Act 1909 (Lov om brancheråd)med beføjelser til at fastsætte mindstelønnen i visse industrier med særligt ringe løn- og ar- bejdsforhold, der førte til dannelsen af de stadig eksisterende Wages Councils og Statutory Joint National Councils (en videreudvikling af Wa- ges Council systemet, hvor oentraliserede forhandlinger mellem parterne inden for et bestemt område stadig foregåri et lovfæstet forum, men uden deltagelse af neutrale tredjemænd). - Samt dannelsen af the National Industrial Council (Det Nationale Ar- bejdsmarkedsudvalg) i 1911,en institution til bilæggelse af større faglige stridigheder, når lokale forhandlinger var brudt sammen. Institutionen var en fiasko og blev nedlagt i 1913, men havde principiel betydning, idet den cementerede frivillig forhandling og mægling snarere end fastere, retligt forpligtende regler og procedurer”. Whitley Udvalget var dog det til dato mest ambitiøse udspil og var et kon- tant udtryk for regeringens voksende bekymring for den sociale og politiske stabilitet samt et lidt naivt håb om at kunne slå mønt af/forlængeden freds- aftale, der var indgåetmellem arbejdsmarkedets parter efter krigens ud- brud. Tiden op til og omkring første verdenskrigs udbrud samt umiddelbart efter krigens afslutning var præget af uro på arbejdsmarkedet med en bety- delig stigning i antallet og omfanget af arbejdsnedlæggelser,hvoraf mange var uofficielle (dvs. ikke officielt bakket op af de strejkendes forbund) og ganske uden for de berørte faglige organisationers kontrol; endvidere var det ideologiske klima i dele af arbejderbevægelsen præget af militante strømninger inspireret af syndikalistiske bevægelser i USA og Frankrig”. 26
  27. 27. Med den uvante indblanding til fremme af forlig og samarbejde i arbejds- markedsforhold håbede regeringen at inddæmme den fagbevægelse, hvis magt mange gerne ville begrænse, men som praktisk talt ingen længere an- så det for realistisk at fjerne. Denne udvikling fandt sted på baggrund af, hvad adskillige oplevede som begyndelsen til en drejning fra et forholdsvist individualistisk orienteret og organiseret samfund over mod et mere kollek- tivt organiseret samfun 17 - i retrospektiv er det tydeligt, at det britiske sam- fund aldrig blev tilsvarende kollektivt orienteret, og at den i britisk og især engelsk kultur dybt rodfæstede individualisme aldrig har sluppet sit tag. Whitley Udvalgets forslag var i første omgang rettet mod en række af før- krigstidens større eksportindustrier, der var karakteriseret ved udbredt or- ganisering men mangelfuldt mæglings-og forhandlingsmaskineri, som f.eks. værftindustrien, tekstilindustrien, kulmineindustrien, jern- og metalindustri- en samt masldnindustrien. Udvalget anbefalede, at der inden for hver indu- stri på frivillig basis oprettedes et fælles landsudvalg (joint national council) med ligelig repræsentation af arbejdsgiver- og arbejdstagerinteresser, base- ret på en underliggende struktur af lokale råd og arbejdspladskomrnitteer. Modellen fik imidlertid kun varig indflydelse i den svagere organiserede of- fentlige sektor, hvor den til gengæld ogsåkom til at udgøre fundamentet for den forhandlingsstruktur, som kendetegnede sektoren frem til 1980erne. In- den for de fleste andre områder blev de fælles landsudvalg relativt hurtigt nedlagt. Generelt aldt det, at stærke fagforbund ikke havde brug for, fak- tisk var meget skeptiske over for, Whitley Udvalgets procedurer til udbre- delse af samarbejde mellem parterne, mens de svagere forbund bød denne hjælp til selvhjælpvelkommen. Næste stort tænkte forsøg på en omstrukturering af det britiske arbejds- marked i almindelighed og det kollektive overenskomstsystem i særdeles- hed fandt ogsåsted ved statens mellemkomst, nemlig i 1965 hvor den davæ- rende Labour-regering ledet af Harold Wilson nedsatte det såkaldte Dono- van Udvalg med det kommissorium af analysere britiske arbejdsmarkedsfor- hold samt fremkomme med reformforslag. I regeringskredse skønnedes en reform nødvendig, da Storbritanniens voksende økonomiske problemer i stigende grad blev tilskrevet netop arbejdsmarkedets indretning. Da udval- gets rapport forelå i 1968, fremstod især ét forhold som centralt for det bri- tiske arbejdsmarkeds indretning og virke, nemlig tilstedeværelsen af to for- handlingsniveauer i det kollektive overenskomstsystem: et formelt, centralt niveau på industriniveau og så et uformelt niveau på virksomhedsniveau el- ler (især) på arbejdspladsniveau”.Det skal her indskydes, at rapportens un- dersøgelser og anbefalinger i al væsentlighedomhandlede den private sek- tor og især industrien; den offentlige sektor var i slutningen af 1960erne endnu ikke et »problem«.Relativt centrale og formaliserede overenskom- ster sørgedetilsyneladende for en rimelig stabilitet, og dertil kom, at den of- fentlige sektor udvidedes og ikke var underlagt de samme udefrakommende økonomiske kræfter som navnlig industrien”. I følge Donovan Rapporten var det formelle forhandlingsniveaus reelle funktion i mange tilfælde blevet reduceret til at formulere en række hensigtserklæringerog vage henstillin- 27
  28. 28. ger; for så vidt angik fastsættelse af lønsatser, havde disse nærmest karakter af minimumssatser. Det var i stigende grad på det decentrale niveau, mel- lem den enkelte virksomhed eller produktionsenhed og de stedlige tillids- mænd, at spørgsmålvedrørende løn- og arbejdsforhold blev forhandlet på plads. Der var tale om et komplekst og uigennemskueligt system, der i følge brede politiske kredse i både det Konservative Parti og Labour unddrog sig kontrol fra oven - og her tænktes navnlig på regeringen og dens forsøg på at føre indkomstpolitik. På baggrund af denne analyse anbefalede Donovan Udvalget, at centralt indgåedeaftaler skulle begrænsestil sådanne spørgsmål,som ogsåi praksis blev reguleret af disse aftaler. I langt de fleste tilfælde ville det mest hen- sigtsmæssigeforhandlingsniveau i følge Donovan Udvalget være virksom- hedsniveauet: herved sikredes aftaler, som tog direkte sigte på konkrete for- hold, og som derfor ogsåhavde en chance for at fungere i praksis. I forlæn- gelse heraf anbefaledes det også,at forhandlingsprocessen formaliseredes - forstået på den måde, at det fremover skulle stå parterne og det omgivende samfund anderledes klart, hvem der reelt forhandlede hvad, og på hvis veg- ne og i henhold til hvilke procedurer. Iværksættelsen af denne procedure- centrerede reform skulle i princippet pålæggesarbejdsgiversiden, og Dono- van Rapporten understregede, at loven ikke var egnet som middel til at sik- re gennemførelseaf de foreslåede ændringer.Hermed lagde Donovan Rap- porten sig tæt op ad ñ'ivillighedstraditionen.Rapporten erkendte, at der var alvorlige problemer på arbejdsmarkedet i form af både strejker og ufor- holdsmæssigelønstigninger,men at disse blot var symptomer på Storbritan- niens manglende evne til at justere og udvikle institutioner/strukturer i over- ensstemmelse med faktiske og aktuelle behov. På ét punkt afveg Donovan dog fra traditionen om en passiv stat, idet den foreslog forskellige måder, hvorpåstaten kunne støtte gennemførelsen af rapportens forslag samt ge- nerelt medvirke til udbredelsen af frie, kollektive forhandlinger, herunder styrke de faglige organisationers rolle som ansvarlige, kompetente og mere ligeværdigeparter i forbindelse med fastsættelse af løn- og arbejdsvilkår. Donovan Rapporten fik en lunken modtagelse af Labour regeringen, der nok var enig i mange af rapportens iagttagelser og analyser, men som ikke havde tiltro til frivillighedsprincippet i rapportens reformsforslag. Dette kom til udtryk i regeringens hvidbog »In Place of Strife« (I stedet for strid) fra januar 1969, hvor især forslag om ved lovindgreb at indsnævre råderum- met for faglig aktion tiltrak sig offentlighedens opmærksomhed.Fagbevæ- gelsen forkastede regeringens udspil, som i deres øjne var noget nær højfor- rædderi. I Labours egne rækker voksede modstanden mod de kontrover- sielle dele af lovforslaget, som da ogsåblev taget af bordet til gengæld for en officiel udtalelse fra TUC, i hvilken fagbevægelsenindgik et »højtideligt og bindende løfte« om, at TUCs medlemmer fremover ville overholde TUCs retningslinjer for regulering af faglig strid. Med denne indrømmelse undgik regeringen at tabe ansigt for åbent tæppe, men Donovan Rapporten og dønningerne fra regeringens kluntede og meget utaktiske forsøg på at gennemføre en arbejdsmarkedsreform, der nok tog afsæt i rapportens ana- 28
  29. 29. Are pu a«“mdm'mt"ordo You m'sisf' On Ljoim'ng-Pne ⁄ankom .7 , »Er De et »individ«, eller insisterer De på at blive medlem af fagforeningen?«Ill. fra Labour Research Department skrift. lyser, men som undervurderede frivillighedstraditionens tag i den britiske fagbevægelse,efterlod et dybt kompromitteret og splittet Labour. Ved parlamentsvalget i 1970 tabte Wilson-regeringen, og frem til 1974, og specielt fra 1970-1972, forsøgte den nye konservative regering med Edward Heath i spidsen sig med en ganske anderledes håndfast fremgangsmådetil reform af det omstridte arbejdsmarked. Med »The Industrial Relations Act 1971« (Lov om arbejdsmarkedet) forsøgte Heath-regeringen at gennemtvin- ge en gennemgribende forandring af arbejdsmarkedet ad lovens vej. Loven ophævede næsten al eksisterende lovgivning på området, herunder den vig- tige 1906-lov (se nedenfor). Der skal på dette sted ikke redegøresnærmere for lovens bestemmelser, som forårsagedeet ramaskrig fra fagbevægelsens side, og som ikke fik speciel opbakning fra arbejdsgiverside. Det væsentlige ved 1971-loven er, at der så kort tid efter Wilson regeringens ydmygelse igen blev gjort forsøg på et frontalt angreb mod frivillighedsprincippet. 1971-10- ven ophævedes i 1974 ved den nye Iabour-regerings tiltræden. Rent lovgiv- ningsmæssigtgenindførtesstatus quo. Styrkelsen af de faglige organisatio- ners retsstilling blev imidlertid hurtigt overskygget af regeringens viderefø- relse af den kompromitterede og netop afgåedekonservative regerings me- get lidt vellykkede forsøg på at føre indkomstpolitik i lyset af den eskaleren- de økonomiske krise”. Som Heath i 1972, prøvede Wilson i 1974-76 at base- re en væsentligdel af sin økonomiske redningsplan på en frivillig aftale med arbejdsmarkedets parter om løntilbageholdenhed.På papiret kom Wilson længere end Heath, for hvem det end ikke lykkedes at opnåen aftale, idet Labour i valgkampen i starten af 1974 havde indgået»the Social Contract« (Den sociale Kontrakt) med TUC. Med dette dokument lovede TUC at sik- re fagbevægelsens opbakning bag Labour-regeringens økonomiske politik 29
  30. 30. til gengæld for diverse indrømmelser. Allerede i løbet af 1975 viste det sig umuligt for regeringen at indfri fagbevægelsenskrav, og kontrakten smuld- rede. Som Heath, der i slutningen af 1972 havde set sig nødsagettil at fore- tage en fastfrysning af priser og lønninger,bevægedeogsåLabour-regerin- gen sig mere og mere i retning af ensidig, statslig intervention i pris- og løn- fastsættelsen. Med de omsiggribende indkomstpolitiske indgreb op igennem 1970erne tabte arbejdsmarkedet for alvor sin politiske uskyld. Omfanget af den økonomiske krise og den åbenlysemangel på formaliserede kanaler og fora, hvor de sociale parter kunne forhandle sig frem til levedygtige kom- promisser og en samfundsøkonomisk ansvarlig politik, henviste de mange konflikter og modsatrettede interesser til gaden, så at sige, iform af en eks- plosion af strejker 0g arbejdsnedlæggelser.Der skal ikke gøres nærmere re- de for britisk indkomstpolitiks årelangedødskramper,men 1970erne er ikke til at komme uden om, når man i dagens Storbritannien skal vurdere et for- slag til lønfastsættelse, der er baseret på et tillidsfuldt, ansvarsfuldt og kon- struktivt forhold mellem arbejdsmarkedets parter og staten. Med Thatchers indtog i 1979 afvikledes enhver form for indkomstpolitik såvel som korporativt inspirerede relationer til arbejdsmarkedets parter. Thatcher-regeringernes arbejdsmarkedspolitik markerede sig navnlig på to fronter: som omtalt var staten i sin egenskab af arbejdsgiver i den offentlige sektor stærkt medvirkende til at nedtone det kollektive overenskomstsy- stems rolle i økonomien som helhed; flagskibet i Thatcher-årenes økono- misk og ideologisk begrundede reform af arbejdsmarkedet var imidlertid en gradvis stækning af fagbevægelsensmagt ad lovgivningens vej med henblik på at beskytte individets rettigheder, sikre markedskræfterne frit spillerum og således berede vejen for et økonomisk opsving. Indtil videre er det blevet til otte egentlige love samt diverse forordninger og kodeksændringer;i juli 1991 offentliggjordes endnu en hvidbog med forslag til nye lovtiltag. Lovene er kommet i en jævn strøm igennem årene, og har taget sigte på såvel for- holdet mellem fagbevægelsenog dens medlemmer som fagbevægelsensfor- hold til omverdenen. Set ud fra fagbevægelsenssynspunkt, er der med rege- ringens såkaldte »demokratiseringaf fagforeningerne«tale om en utidig indblanding i interne faglige anliggender. Men alvorligst af alt er der tale om et hidtil uset anslag mod arbejdstagernes muligheder for både at mobili- sere og udøve kollektivt pres på arbejdsgiversiden inden for rammerne af et frit (dvs. uden indblanding fra statens side) kollektivt overenskomstsystem. Ingen af lovene fra 1980 og fremefter indeholder en fuldstændigbehandling af et givet område, men er ivid udstrækning udformet som ændringeraf og tilføjelser til eksisterende lovgivning. På trods af fagbevægelsensofficielle og principielle afstandtagen fra de konservative regeringers lovgivningsiniti- ativer affødte dette vanskeligt gennemskuelige spind af stykvise indgreb på intet tidspunkt en samlet og effektiv modstand fra fagbevægelsensside. Før- ste store konfrontation var den meget omtalte minearbejderstrejke i 1984, som mere end noget andet udviklede sig til et monument over den britiske fagbevægelses manglende indbyrdes solidaritet. Med undtagelse af et min- dre opsving i 1988, har antallet og omfanget af strejker været støt faldende 30
  31. 31. lige siden. I efterået 1991 afviste TUCs årskongresmed et overvældende flertal et forslag fra bevægelsensvenstrefløj om ophævelse af al konservativ arbejdsmarkedslovgivning i tilfælde af en ny Labour-regering; dog krævedes en lempelse af reglerne vedrørende gennemførelse af sympatiaktioner samt genindførelseaf regler, der fremmer en fagforenings anerkendelse som for- handlingsberettiget. Det pointeredes, at loven også fremover bør have en betydelig rolle i reguleringen af britiske arbejdsmarkedsforhold, hvorved der for første gang fra fagbevægelsensside blev givet officielt køb på det traditionelle frivillighedsprincip. I denne forbindelse blev der skelet kraftigt til det øvrigeEuropa, og navnlig Tyskland og Frankrig. I modsætningtil tid- ligere reformforsøg har de konservative regeringers kur i 1980erne tilsynela- dende betydet varige ændringer ikke alene i overenskomstsystemets over- ordnede struktur men ogsåi holdninger”. Fælles for Whitley og Donovan Udvalgenes nedsættelse og kommissorier samt Heath, Wilson/Callaghan og Thatcher regeringernes initiativer er, at disse tiltag blev motiveret som det måske væsentligste bidrag til løsning af en tilspidset makroøkonomisk situation. Fra juridisk og i stigende grad fra politisk side har man, i modsætning til arbejdsmarkedets parter, aldrig helt affundet sig med det frie kollektive overenskomstsystem. Systemet har ikke desto mindre i bemærkelsesværdiggrad overlevet diverse udvalgsarbejder, skiftende sympatier hos domstolene samt den lovgivende magt, og lå i store træk fast ved the Conciliation Act 1896 samt maskinindustriens forlig i 1898 - dog med én væsentligtilføjelse,nemlig the 'Il'ade Disputes Act (Lov om faglig strid) i 1906. Denne lov etablerede det moderne men ogsåmeget om- stridte retsgrundlag for kollektiv aktion til fremme af en faglig strid, hvor- ved fagforeninger (og arbejdsgiverorganisationer) fik immunitet over for grundstenen i engelsk lov, sædvaneretten (common law), der stadigvækbe- tragter kollektiv adfærd som en sammensværgelseog en retsstridig hand- ling. Alligevel har arbejdsmarkedet i de sidste to hundrede år været ét af brændpunkternefor det britiske samfunds langsomme og langt fra afslutte- de tillempning til en økonomisk og samfundsmæssigudvikling, der i stigen- de grad har vist sig svært forenelig med de socio-kulturelle værdier og sam- fundsstrukturer, som var så væsentlige for den opsigtsvækkendeudvikling i 1700-tallet og det meste af 1800-tallet. Til forskel fra andre skuepladser for samme sammenstød som f.eks. erhvervspolitik, udenrigspolitik 0g økono- misk politik, er arbejdsmarkedet en forholdsvis håndgribeligstørrelse for mange befolkningsgruppermed synlige manifestationer af de modsatrettede kræfter og derfor velegnet som mediestof, valgtema og ideologisk slagrnark. Arbejdsmarkedets opsplittede strukturer og frivillighedstraditionen har i én forstand g'ort parterne, og måske især arbejdstagersiden, sårbare, men i en anden forstand også usårlige.I forholdet til staten har arbejdsmarkedet i dette århundrede været en politisk kastebold udsat for stykvise lovmæssige indgreb og efterfølgendeophævelser,som dog over tid, i hvert fald indtil vi- dere, altid er landet på status quo. Ved kun i minimalt omfang at forpligte sig over for hinanden har parternes indbyrdes forhold været karakteriseret ved en blanding af gensidig mistro og manglende dynamik. Selv om begge 31
  32. 32. sider på skift har påkaldtsig statens beskyttelse, har deres mest iøjnefalden- de fælles interesse været at holde staten væk fra arbejdsmarkedsområdetog afværge ethvert tiltag til yderligere formalisering af det kollektive overens- komstsystem, det være sigved internt fastsatte regler eller lovbestemte. Specielt om lønudviklingen i 1980erne Hovedårsagentil GMB/UCW-forslagets fremkomst, nemlig den forventede disciplinering af lønudviklingeni kølvandet på indlemmelsen i det europæi- ske monetære samarbejde, er den danske iagttager særdeles bekendt. Det er én af denne artikels pointer, at strukturerne i det britiske overenskomstsy- stem er ringe gearet til at absorbere en sådan løndisciplineringpå en måde, der tilgodeser en bredere vifte af interesser, sådan som det foreslås i »A New Agenda etc.«. Dette kan umiddelbart undre, når man betænker den samlede britiske fagbevægelsesentusiastiske og temmelig uforbeholdne omvendelse til et øget europæisk samarbejde i slutningen af 1988. Noget tyder imidlertid på,at britisk fagbevægelsei sin gryende men hastigt tiltagende interesse for EF fokuserede ensidigt på de positive rettigheder, som i følge Den Sociale Dimension bør tilkomme fagligeorganisationer i Europa, og som den britiske fagbevægelsei stigende grad var interesseret i efter 10 år med vigende indfly- delse og uden udsigt til snarligt forestående genrejsning. Stillet over for noget der lignede en permanent magtforskydning til fordel for arbejdsgivere og stat, var fagbevægelsenvillig til at ofre centrale elementer i frivillighedstradi- tionen for at genvinde det tabte terræn. Det skal retfærdigvisindskydes, at i 1988 var britisk medlemskab af EMSen som følge af Thatchers indædte mod- stand endnu en højstteoretisk situation. Den manglende debat af lønfastsæt- telsen, ud over lejlighedsvise konstateringer af - snarere end beklagelser over - den stigende decentralisering af de kollektive overenskomstforhandlinger skal imidlertid også forklares med de pæne gennemsnitlige lønstigninger, som parterne tildelte hinanden i slutningen af 1980erne. For de personer, som var i arbejde, og de firmaer, som ikke gik nedenom, åndede alt fred og fordragelighed: lønstigninger,der lå over inflationen, generel ro på arbejds- markedet, og store overskud til aktionærerne. For dem, som ikke faldt ud af arbejdsmarkedet og produktionssfæren,blev regningen for de øgedeproduk- tionsomkostniger og fordyrede varer og serviceydelser betalt ved hjælp af sterlingdevalueringer. Det kan konstateres, at de konservative regeringers højlydtannoncerede og meget kommenterede indskrænkningeri fagforbun- denes magt absolut ingen indflydelse har haft påløndannelsen i store dele af arbejdsmarkedet - af den indlysende årsag,at britiske fagforbund aldrig har haft særligstor magt. Disse angiveligttlerhovede kollektive uhyrer har aldrig formået andet end at sætte sig på bagbenene og sige nej. Ethvert forsøg på gennemførelse,eller blot formulering, af en solidarisk lønpolitikeller en over for samfundet makroøkonomisk ansvarlig og langsigtet politik er altid forlist pådet ynkeligste. På denne baggrund er det heller ikke overraskende, at løn- debatten blev genoplivet netop af GMB og UCW, som repræsenterer den del af arbejdsmarkedet, der har haft mindst andel i lønfesten,og for hvem et- hvert skridt i retning af en mere solidarisk lønpolitikville være en stor fordel. 32
  33. 33. Reaktionen på GMB-UCW forslaget GMB/UCW forslaget blev modtaget med betydelig skepsis fra næsten alle sider. Når forslaget alligevel ikke uden videre kunne afskrives til trods for den overvejende modvilje, skyldtes det ikke mindst, at lønfastsættelsesde- batten i lyset af EMS-medlemsskabet fremhævede en række karakteristika ved strukturerne i det britiske overenskomstsystem, som måtte give anled- ning til en principiel diskussion af dette systems videreførelse i en forandret verden. En sådan diskussion har da ogsåfundet sted i et vist omfang. Det fremgik med al tydelighed, at arbejdstagersiden over én kam reagerede fuldstændigt forudsigeligt på reformforslaget: venstrefløjenmed dyb mistro til indkomstpolitiske motiver, som truer deres egen eksistensberettigelse i forhold til specielt lavtlørmede medlemmer, og som iøvrigtopfattes som et angreb på lønmodtagernes levestandard; højrefløjen uden en flig af solida- risk hensyn over for de lavestlønnede. Arbejdsgiversidens og regeringens principielle modstand mod den foreslåede reform var ligeledes helt efter bogen: en utidig indblanding i den frie markedsøkonomi. Umiddelbart hav- de ingen af parterne, inklusive regeringen, fantasi til at forestille sig, at en moderat afståelse af suverænitet i forbindelse med fastsættelse af løn- og arbejdsvilkårskulle kunne tjene et samfundsøkonomisk formål. Efter et års tøven og murren vedtog TUCs årskongresi september 1991 dog alligevel at bekræfte 1990-kongressens vagt formulerede resolution til støtte for de cen- trale ideer i GMB/UCW forslaget samt at bakke op om Labours ligeledes nyligt afklarede bud på et arbejdsmarkedspolitisk udspil, der især fremhæ- ver nødvendighedenaf en mindstløn for alle, og som iøvrigtligger tæt op af det oprindelige GMB/UCW forslag”.Derimod syntes en kort flirt i foråret 1991 fra Majors konservative regerings side med en »koordineringaf lønud- viklingen«definitivt overstået med offentliggørelseni juli 1991 af et debatop- læg om nye lovgivningstiltag på arbejdsmarkedsområdet,som foreslog fag- forbundenes rettigheder indskrænket i en sådan grad, at det efterhånden ik- ke gav mening at tale om »koordinering«af noget som helst mellem blot til- nærmelsesvis jævnbyrdigeparter. Når regeringen så hurtigt slap tanken om koordinering, skyldtes det givetvis, at lønstigningernefaktisk fladede ud i lø- bet af 1991, og i september 1991 gennemsnitligt lå på 7,75%, hvilket indgød fornyet håb om den løn- og inflationsdæmpendeeffekt ved EMS-medlem- skabet. I oktober 1991 var inflationen nemlig nede på 3,7%”. Fra flere sider stilles der imidlertid spørgsmålstegnved holdbarheden af denne bedring. Dels forudses en »boomerangeffekt«,hvorved lønningernei lighed med tid- ligere forsøg på løntilbageholdenhedeksploderer ved først kommende lej- lighed. Dels er der flere røster, som kræver, at inflationsbekæmpelseni et vist omfang må vige for bekæmpelsen af arbejdsløsheden,som i løbet af 1991 steg til rekordagtige højder- i sept. 1991 var den 12,3%”.I efteråret 1991 stod fagbevægelsenog Labour ikke desto mindre temmelig alene med deres hårdt tilkæmpedesynspunkter om koordinering og synkronisering af lønfor- handlingerne. Uanset hvad man tænker om GMB/UCW-forslaget, er det sigende, at så mange af fortalerne for reform og nytænkning kan fantasere om »frivillig 33

×